Life of Bro

Tude-Mette

2010-11-02T12:29:00.000-07:00

Who am I kidding?

Jeg kan ligeså godt lade være med at lade som om, at jeg får lavet mere i dag. Der er andre ting, der fylder mine tanker i aften.

Der er så mange ting, jeg burde gøre, men studie-burde bliver ofte fortrængt fremfor Mette-burde for tiden. And right it is.

Det er længe siden sidst. Ikke fordi, jeg ikke har haft nok at skrive om, mere fordi jeg har haft for meget at skrive om - og det er ikke småting, vi her taler om. Jeg har set et menneske dø, tilmed et menneske meget tæt på mig. Set hende rådne op af kræft i fire år, set hende blive givet håbet én uge til det brutalt blev flået fra hende ugen efter. Mange gange. Alt for mange gange.

Set stilheden, der sænkede sig efter åndedrættet, mærket håbløsheden, endeløsheden, uundgåeligheden, gråden. Mødt barrierer af uforståelig ikke-forståelse, men også forståelse - men det er som om, at folk aldrig kan forstå nok, for de kan jo ikke fjerne håbløsheden; de kan måske for et sekund få den til at fremstå bære-lig, udslettelig, men de kan aldrig give mig håbet tilbage, for døden kan ikke tages tilbage.

Jeg har set. Og ingen kan kæmpe min kamp - nogle fjerner forhindringer på min vej med de bedste intentioner, andre smider ganske uforstående kampesten for mine fødder: men ingen kan fjerne bjerget med den snoede sti.

Jeg græder. Næsten hver dag stadigvæk - i går var det to måneder siden. En voldsom reaktion? Forståeligt? Ganske forståeligt, endog forbilledligt, siger eksperten. Andre forstår ikke, og selvom jeg er ligeglad, smider de alligevel kampesten på min sti, for helt ligeglad kan jeg ikke være, når jeg bliver konfronteret med det. Men jeg græder stadig - indimellem overvejer jeg, om det kan betale sig at tage mascara på dén dag, for dagen er dømt til ikke at blive god. Tænk - at en dag er en perle på nutidens snor, hvis den ikke medfører pandaøjne og tårer: ejendommeligt? Måske. Fantastisk? På ingen måde. Uundgåeligt? Nej. Ønskeligt? Tja... sorg er kærlighedens pris og hellere såres end aldrig have elsket.

Men gråd. Et tilbagevendende indslag, en genudsendelse en kold sommerdag; aldrig rigtig velkommen, aldrig rigtig elsket, aldrig rigtig ny. Jeg længes efter den spontane gråd fra et grineflip. Gråden er til tider overraskende. Jeg så en sørgelig film, jeg havde set før - vældig rørende, romantisk, storslået underlægningsmusik, udødelig brændende kærlighed. Og Mette græd. Først på grund af den fantastiske historie, så fordi tårerne for en gangs skyld ikke var på grund af min egen elendighed, så fordi katten ikke ville ligge i mit skød, sove aftenslur og snurre, når jeg tog hjem til mig selv, til Århus, men måske mest på grund af min egen elendighed. Gråd på grund af gråd på grund af gode tårer. Gråd, fordi gråden for en gangs skyld ikke handlede om mit eget liv.

Kan gråden virkelig virke uforståelig? Smerten kan næppe være overraskende - kærlighed gør ondt på alle planer. Mit fornyede had til rygning er endda forståeligt, ville jeg mene. Mit nyfundne had til mintgrøn er meget mindre forståeligt - det bliver aldrig min farve, men hvorfor så pludseligt? Kan det virkelig være lovligt at sige, at smerten er uforståelig - kommer Karmapolitiet rundt om hjørnet? Jeg tror måske ikke, jeg forstår det hele eller bare noget. Og så er der jo ingen rigtig, der forstår, hvor uforståeligt det er at være ikke-forstået.

Der er kun mig på den snoede sti, der med brækkede ben og grådfyldte øjne forsøger at forcere kampesten.

Djævlen På Min Venstre Skulder

2010-06-14T00:11:00.000-07:00

Nu er den der igen. Puster mig i øret, tvinger mine øjne mod fjerne horisonter, skaber drømme, fanger mig i sit net og strammer langsomt snøren til... Nu er den der igen, den lille djævel på min venstre skulder, der puster og tramper og får min mave til at vende sig i fryd over minder fra fjerne steder langt herfra. Leger med tændstikker foran mit bål af udlængsel.

Den er en djævel, men jeg må bare leve med den i år. Det er ikke nok med en uge i Kroatien, hvor vi sipper drinks på (ja, hvor egentlig?) til at holde den i ave. I år må jeg glemme det, der bliver ikke vilde udsving.

I min verden er det ikke fair, men det er kun, når jeg står til regnskab overfor mig selv og mine egne drømme.

Damn.

Feministisk Hverdaglig Rygrad

2010-06-11T03:13:00.000-07:00

Har lige afsluttet et - ground shakingly vigtigt - kapitel om feminisme i pensum i Politisk Teori. Møgvigtigt, i allerhøjeste grad undervurderet. Ikke i vores læseplan (måske med undtagelse af den manglende holdtime...), ikke i bogen... men i vores hverdag. Kapitlet har sat ord på mange af de ting, jeg har tumlet med i lang tid - om, at kvinder ikke skal sættes i den rolle, vi bliver sat i fra samfundets side.

Jeg ser ikke (alle) kvinderne i min familie som specielt frigjorte fra de sociale normer - de udfører det huslige arbejde (fair nok, min far tager sin del af det praktiske arbejde), men i min fars familie er mønstret klart inddelt i de traditionelle kønsroller, og jeg siger da ikke, at jeg ikke selv til dels lever i dem, og at jeg ikke kommer til at tage del i det - bevidst eller ubevidst - i fremtiden, men jeg kan være opmærksom på det. Jeg afskyr den måde at behandle kvinder på, og især at kvinderne lader sig behandle sådan - det er forståeligt, at de ældre generationer lever efter det; de er opvokset med det, men jeg gider sgu ikke. Sådan skal mit liv ikke være. Det må være løftet til mig selv.

Vi kvinder skal lad være med at pive og i stedet lave om på det, vi kan, på det personlige plan - insistere på selv at åbne døren, at betale regningen halvdelen af gangene. Jeg siger ikke, vi skal være stædige bare for at være stædige. Jeg siger, at vi ikke skal brokke os over at blive behandlet uretfærdigt, hvis vi ikke selv er klar til at gøre en forskel i vores egne liv - nej, man kan ikke konstant insistere på ikke at blive forskelsbehandlet: det kan ikke lykkes hver gang - men vi kan gøre en indsats!

Og når min familie indimellem ikke forstår mig, når jeg stædigt insisterer på at gøre tingene selv og ikke vil forskelsbehandles, må jeg tro på, at det, jeg gør, er rigtigt. Det er vel der, rygraden træder frem - når vi stædigt står fast, selvom nogle ikke forstår og gør grin. But when did I care about that? And why should you?

Siden Sidst

2010-06-07T14:20:00.000-07:00

Der er gået lang tid, siden jeg sidst meldte mig. Faktisk mere end tre måneder.

De har været hektiske.

Jeg var i London en uge før, jeg skulle flytte, og tingene ramlede lidt for mig; min indre seksetagers faldt sammen. Den angst, der indimellem melder sig, kom snigende som en ninja i natten og tog mig i sin vold den weekend, selvom den sidste dag var kanon. Jeg forstår den ikke, angsten, eller hvad den nu er. Jeg ved bare, at jeg ikke finder bedre venner end mine to rejsekammerater, der var klar til at nurse og bære, gribe og lade gå. Hvis man kan klare Helvedesmette en hel weekend og stadig elske mig bagefter, er der ingen pris på den kærlighed - den forsvinder ingen steder hen.

Jeg flyttede weekenden efter med hurlumhej, fut i støvet og en ikke helt kendt familiesituation. Det gik rigtig godt, selvom jeg kunne se for mange muligheder i mit nye hjem og fortabte mig i dem for en stund, men skyggerne blev placeret. Billederne kom efterhånden op på væggen, Xhosamaskerne fra Sydafrika, mine Zhong Guo Jie fra Kina. Nescaféen på hylden, kidneybønnerne blev fundet i Løvbjerg, Fakta frekventeret, kammeratskab skabt og haven ryddet for diverse ukrudt - sådan da. Jeg elsker at bo her og kan stadig ikke forstå, hvor heldig jeg har været.

Statskundskab har været kaotisk, men jeg elsker det. Jeg elsker det, selv når jeg hader det. Selv når jeg overvejer, om jeg mon ikke burde have studeret medicin, elsker jeg statskundskab. Selv, når min veninde siger, jeg skulle have været jordmoder, fordi jeg spreder en ro omkring mig, elsker jeg statskundskab. Selvom tvivlen melder sig indimellem. Men det skal den jo nok et eller andet sted gøre.

Fik taget en stor beslutning baseret på en mavepine - meldte af som studentermedhjælper på China Explorer 2010, fordi jeg ikke følte mig godt nok behandlet; følte mig udnyttet; følte mig ikke hørt; er glad for, jeg sagde fra: jeg har det ikke skidt over det længere, og jeg beviste overfor mig selv, at jeg kan sige fra, selv i penible situationer. Men jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kom til Kina i år. Og nok heller ikke næste år. Der går nogle år endnu, men dét, der piner mig mest ved situationen er, at jeg ikke kommer ud på en længere rejse før om lang tid (næste år, måske). Og dét passer mig ikke. Det passer ind i en følelse af, at jeg længe har følt, at mange ting i mig, i den Mette, jeg levede lidt mere fuldt ud før i tiden, bliver holdt inde, holdt nede, holdt i baggrunden - jeg skal møde nogle flere mennesker, lære nye at kende, være omsorgsfuld, nysgerrig, U D F O R D R E T på et menneskeligt plan, lave noget frivilligt, arbejde med noget i fritiden, der interesserer mig. Åbne nogle døre, der ikke afslører, hvad der er bag dem. Bare videre. Hvis jeg ikke er i bevægelse, står jeg stille. Når alle andre så bevæger sig, bevæger jeg mig baglæns. Jeg må bevæge mig!

Og nu er vi så kommet over den nok mest frygtede tid på andet semester: vi har afleveret metodeopgaven, Louise og jeg! Det gik fænomenalt med at skrive den, og vi holdt et fint tempo og kunne langt det meste af vejen holde gejsten oppe. Og nu har vi afleveret den. Som de første på årgangen. I dag. To dage før deadline. Kan stadig høre Metodesørens "Whaaaat?!" på trappen. A w e s o m e. 30 sider, som vi er tilfredse med, hvor vi gjorde, hvad vi kunne. Done, baby, done. 7.499 ord. Og nu er der så to eksamener tilbage. Okay så. Hmm.... men det skal nu også nok gå!

Ellers har min knæskade irriteret en del. Den er blevet meget slem, har kølet lidt ned igen, men kan stadig ikke cykle eller gå op ad trapper, hvilket jo basically er pisseirriterende. Need. Rehab. Now.

Men jeg har det godt. Der er fart på. Jeg har det godt.

So What's New?

2010-02-28T10:25:00.000-08:00

Andet semester er kommet i gang med fuld knald på fra starten, for kun at accelerere med tiden. Det er en udvikling, vi alle frygter; en frygt, der endelig bliver forløst til sommer, når det sidste punktum er sat i metodeopgaven, og vi venter på at skrige "Jaaaah!" udover de danske tage, når Selvbetjeningen bringer det glade budskab om endnu en bestået eksamen. Forhåbentlig.

Jeg er nu 23 år og to dage. But who's counting? Jeg har for første gang tjekket for rynker i spejlet og synes da, at de små fine smilerynker ved øjnene er lidt charmerende - de er beviser på tidligere glæde. Føler mig en anelse gammel, men hvorfor egentlig det? Jeg er jo kun 23, jeg har mere, jeg skal nå nu - men jeg er i gang med uddannelse, jeg har oplevet en masse og har en masse fantastiske oplevelser på bedding. Jeg er slet ikke i tvivl.

Jeg har accelereret marts måned, inden den allerede er begyndt. Jeg fik den første fødselsdagsgave torsdag, da jeg måtte undertrykke et glædesskrig de sidste ti minutter af mikroforelæsningen, men så blev glæder også sluppet løs. Jeg havde fået værelset, jeg havde været ude at se på onsdag aften og skal nu bo i et flot byhus med tre andre en lille spadseretur fra universitetet; jeg skal bo med trægulve, stuklofter, nyt køkken og to nye badeværelser, have, brændeovn, drivhus... charme. Jeg håber, at fællesskabet med de tre andre kan leve op til alle mine forventninger til det skønne hus - ellers er huset i sig selv jo ikke ret meget værd. Men Tvillingerne, som jeg bl.a. skal bo sammen med, virker rigtig flinke. Jeg glæder mig - selvom Lystrupvej har behandlet mig pænt, og jeg ikke er meget for at flytte væk fra Johanne.

Jeg skal også til London i marts med to veninder for at besøge en ven. Jeg glæder mig - men jeg får megatravlt (og jeg ved godt, jeg elsker at have travlt, men der må være en grænse - selv for mig).

Fremtiden kommer stigende med hastige skridt.

Den Indre Videnskabsspire Vokser

2010-01-26T13:31:00.000-08:00

Stille tårer, der fyldte mine øjne, er så småt tørret ind. Har lige set et program om børns vilkår i Nigeria, i Akwa Ibom, hvor børn bliver brændt, tortureret, misbrugt - de frygteligste ting - af nære familiemedlemmer. Jeg forstår det ikke. Jeg var heldig at blive født på denne del af kloden, hvor familien er den største helligdom, som vi værner om. Måske virker det ikke altid sådan, men vi kunne ikke drømme om at sætte ild til vores børn på grund af overtro. Læg mærke til, at jeg ikke skriver blot på grund af overtro. Troen på hekse og magi og ikke-videnskabelige veje til at forklare fænomener i dén verden, der ligger så fjernt geografisk og mentalt, er så stærk i samfundet i dokumentaren, måske i den afrikanske region generelt?, at den indirekte giver befolkningen "lov" til at handle, som de gør. Det er en rationel tænkebane for befolkningen, og jeg skal ikke dømme, om den er bedre eller værre end den, jeg er opdraget med. For mig er den værre. Objektivt set, tja, fra et primitivt hulemandsperspektiv ville det vel være rimeligt dumt at slå sine efterkommere ihjel, men helt objektivt er verden jo ikke sort-hvid. Den er ikke god-ond. Det er noget, vi gør den til.

Jeg blev utroligt rørt af dokumentaren. Den handlede blandt andre om en lille pige, Mary på fem år, som var blevet forladt af sin familie, udstødt af lokalbefolkningen, mishandlet på alle tænkelige måder og afvist igen og igen af sin egen familie - lige nu har hun brændt sig ind på min nethinde. Hun smilede ikke, viste ingen tegn på noget som helst. Hun var numbed. Som om hun helt havde opgivet af leve - og her er det ikke leve på "at rejse er at leve"-måden, men på den måde, hvor man på enhver tænkelig måde skal holde sig i live, uanset om der er en imorgen eller ej. Hendes øjne brænder stadig i mine.

Præster over hele Akwa Ibom, ja, nok hele Nigeria og sikkert også bredere end det, brugte religionen som undskyldning for at torturere disse børn, for at misbruge dem. De talte til kameraet med stor overbevisning - ingen tvivl om, at de troede på det, de lukkede ud. De holdt otte børn fangede, forsøgte at uddrive de onde ånder. Den mandlige præst fortalte, at en otteårig pige var heksedronning, men at han med Guds hjælp havde fået fjernet hendes usynlige krone og undermineret hendes magt, og at de siden havde haft et bånd imellem dem. At hun nu sov i hans soveværelse, fordi de var uløseligt bundet sammen. Pigen stod i hjørnet med frygt og billeder af grusomme oplevelser, jeg end ikke kan forestille mig, prentet i øjnene.
Det er noget af det, jeg aldrig lærer at forstå. Jeg vil ikke støde nogen, når jeg siger dette, men for mig at se, bliver religionen ofte brugt som en undskyldning - nogle lever under forhold, der gør, at de bliver nødt til at tro. De er opdragede til det. Andre, fordi det er dybereliggende, latent, kulturelt eller måske endda bekvemt. Men at religionen overtager hele deres liv, og at de endda vælger at følge den, selvom den stempler deres afkom som udskud, som hekse, som Satans håndlangere og slår hånden af dem - nogle gange bogstaveligt - dét forstår jeg ikke, og jeg lærer nok aldrig helt at forstå. Jeg vil måske en dag kunne opnå en forståelse for det, og tro mig: det vil jeg gerne opnå, forstå hele den mekanisme, der ligger i religionen, nødvendigheden for at opretholde den; men bottomline er, at jeg aldrig nogensinde vil kunne acceptere den.

2009 har på mange måder handlet om skellet mellem videnskab og religion for mig. Jeg har endelig, efter flere års uforklarlig tøven, meldt mig ud af den danske folkekirke. Jeg er ikke engang kulturkristen - jeg kan se det fornuftige i de ti bud som guidelines, men religionen i sig selv er et tabu for mig, selvom jeg nyder diskussionerne, der hyppigt forekommer om dens rolle. Nogle læner sig blindt op af den. Den eneste, jeg tror på, er mig selv. Kun jeg bestemmer min skæbne, mens andre har stor indflydelse på den. Men valget; det er mit! Jeg føler mig mere fri, mindre hyklerisk - men det har jeg berettet om før. Måske gør jeg det en dag helt og fuldt, for der er mange ting, jeg endnu ikke har fortalt, og mange ting, der endnu er uafklarede selv for mig. Men året bød også på en stor mundfuld videnskab for mig, da jeg startede på statskundskab, og det har kun gjort mig mere kritisk overfor tro og overtro (som i min verden er det samme). Hvorfor skal jeg belønnes af en Gud ved at blive født i verdens åbenbart gladeste land, når mange lider så forfærdeligt? Hvorfor skulle Skæbnen være forudbestemt? Nej, jeg køber den ikke. Tilfældighederne råder i livet, og vores opgave er ikke at tolke dem ind i et stort, holistisk net, der forklarer livets genvordigheder og giver os løsninger. Vi må bare leve med livet, som det er - der er ingen smutveje, ingen klare retningslinier, intet rigtigt, intet forkert; kun i forhold til subjektive opfattelser.

Du er velkommen til at være uenig. Jeg ændrer ikke mening - den er nemlig også rodfæstet i mig - og så er jeg vel i princippet ikke bedre end den nigerianske befolkning med deres overtro?

Limen, Der Holder Os Sammen

2010-01-10T04:54:00.001-08:00

Styrke. Det slog mig pludselig, tanken, overvejelsen. Hvad er styrke? Hvordan er styrken?

Overvejelsen gik på, at styrken ikke kun er umiddelbar, i situationen. Den findes ikkun i nuet, ikke indenfor et endog bredt favntag - her findes den også, men er den måske mere et spørgsmål om mange ting? - selvtillid, nattesøvn, selskab, dagens gang...

Men styrken findes også i det lange løb. Den er også styrken til at samle tråden op, når du har tabt den - selvom den synes fortabt, selvom den måske er udenfor umiddelbar rækkevidde og ikke kan nås på en time, en dag, en uge... Styrken er at bounce tilbage, selvom håbet er sort. At holde fast.

Man kan altså godt være stærk, selvom ens verdens smådele til tider krakelerer og ødelægger det aldrig fuldendte billede. Livet. Modstand gør stærk. Meget modstand gør meget stærk.

The Sweet Wouldn't Be As Sweet Without The Sour. Men man ser aldrig styrken, man smager den ikke. Men man ser på et tidspunkt forårssolen bryde igennem med sine allerførste stråler efter en kold, mørk vinter.

Og det er vel også okay?

2010-01-06T14:43:00.001-08:00

Åh, at føle sig ung.

Til tider besværet af livets store spørgsmål. Til tider består verden af "sort" og "grusom", til tider består den af en lyseblå himmel og sommerfugle baskende med titusindfarvede vinger. Til tider at finde balancen, til tider at drukne og se al lys forsvinde, mens du klynger dig til mindet om dagens lys og morgensolens stråler, før du mindes om, at der desværre er endnu en dag. Før du mindes om, at der heldigvis er endnu en dag og én til, og at lyset altid bryder igennem til sidst.

Åh, at føle sig i live.

Spontan hygge med en veninde, man ikke har set i lang tid og alt for sjældent, at trække huen ned over ørerne og føle sig uovervindelig, at høre sneen knase under støvlerne, fnuggende danse om dine ører, føle et smil brede sig fra navlen og ud i atomiske dele af din krop. Jeg føler mig sjældent så levende, som når jeg småløber for at nå bussen. Som når jeg bliver en halv time ekstra for at se slutningen af programmet. At tage chancen og ikke tvinge mig selv til at lytte til fornuftens stemme, der siger "at det nok også er bedst at tage hjem nu. Du skal jo læse i morgen!" Nogle gange bare lytte til maven og lysten og blive. Og fornemme fnuggende danse og småløbe efter bussen, fordi man blev. At vågne op sent næste formiddag, fordi du i stedet for at være fornuftig og gå glip af, så skøjtede på støvlefødder midt om natten og havde a walk to remember. En ganske uinteressant beslutning, måske, men et skridt imod at tage en lille chance og lade den brede sig, et skridt imod at være mere tro mod sig selv. At være mere modig. At gøre, hvad man i virkeligheden har lyst til.

Det skal det nye år dedikeres til.

At føle sig i live, at tage chancer.

Åh, at føle livets pust.

The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour

2010-01-04T11:39:00.000-08:00

Der har i længere tid luret en sky over mit hoved. Nogle dage var den violet, andre dybt dybt mørkblå, ofte grå og kedelige. Skyen har været svær at skille fra vinterens grå toner, og jeg har til tider tvivlet på, om det bare var ren indbildning.

2009 har budt på rigtig mange ting; jeg har været studentermedhjælper i fire hektiske uger på højskolen, så højskoleelev, så yngste deltager i undervisningsprogram med afsluttende konference i Polen, selvstudium i Mat B, et fænomenalt højskoleophold, der åbnede nye horisonter og skabte nye venskaber, som synes at have været der for evigt; året bød på en fantastisk tur til Sydafrika med min zebrasøster, et sølvbryllup, et rigtigt bryllup med al den romantik, der hører til og lidt ekstra; en flytning, en ny by, et studium, en ny start på livet. Jeg vidste, at især den sidste del ville blive svær, og at skyerne nok ville samles indimellem over mit hoved, og det kan da heller ikke undre mig, at min himmel til tider ikke var domineret af blåviolette drømmeskyer og regnbuer. Det har været sjovt, men det har også været hårdt. Livet kræver tilvænning, kræver, at man lærer at håndtere sine frustrationer og ikke lader dem tage kontrollen med glæden, kræver, at man finder glæder også i de små ting - dette kommer dog helt naturligt. Århus er en ny begyndelse, et nyt liv, og det kræver tilvænning - but who am I kidding? I love it! Hvis livet bliver en dans på roser, begynder jeg ubevidst at lede efter tornene. De skal være der, ellers er det for nemt at leve, og taknemmeligheden eksisterer sjældent... The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.

I dag havde jeg et vendepunkt. Jeg ventede på bussen i vinterens kolde solskin med skarpe stråler, der skærer sig ind i hjerten og oplyser sjælens dunkle kamre. En stor fugl fløj hen over den travle trafik. Den tabte sit bytte: et agern eller lignende. Den gav ikke op, men fløj en runde, landede, genfandt sit bytte og fløj uhindret videre - som om intet var hændt, men muligvis lidt klogere. Da gik det op for mig, at det er dét, jeg må gøre for at flygte fra de dunkle skyer - jeg må samle mig selv op og komme videre. Sætte det ene ben før det andet. Pick it up and move on. Ligesom fuglen.

Because The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.

When Big Boys Cry

2009-06-05T05:41:00.000-07:00

Det er med en lille tudse i halsen, at vi har begivet os ud i den sidste uge på højskolen. Det er med en lille rysten på fingrene med den højlyserøde neglelak fra højskolens sidste LK09 fest, at jeg skriver dette sidste blogindlæg fra Løgumkloster Højskole, fra LK09, fra mit helle, mit paradis siden nytår.

På mange punkter kan jeg ikke overskue at skulle sige farvel, for - let's be honest - der er mange af the foreigners, jeg ikke ser igen, og dem, jeg gør, ser jeg ikke foreløbig (med undtagelse af sydafrikanerne...). Det er svært at tage ind, at overskue, for disse mennesker har været mit liv de sidste fem måneder - vi har set hinandens mærkeligste sider og accepteret som bare pokker, at vi er forskellige! Jeg har aldrig mødt en gruppe, hvor jeg faktisk har kunnet lide alle - jeg har set nuancerne hos alle og ikke kun et lille udsnit af deres personlighed, og det gør det nok bare en del nemmere at elske folk. Men også en del sværere at sige farvel. It's gonna be so empty.

Vi tuder i hjørnerne og også i fuld offentlighed, når tanken bliver for meget. I formiddags havde vi den sidste Morning Singing, og jeg måtte kæmpe mod tårerne langt hen af vejen, før jeg bare gav slip. Vi fik nogle meget pæne ord fra Anders på lærernes vegne, en advarsel om de næste dages følelseshelvede fra Louie, en reminder fra Q og Mugisa. Hårdt at se Q bryde sammen, hun betyder meget for mig. Forsøgte senere at holde tårerne i skak, men så begyndte Pio højlydt at hulke... when big boys cry, a storm breaks out.

Jeg har ikke lyst til at tage herfra, at sige farvel - jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg skal til Sydafrika (det er ikke rigtig gået op for mig endnu), jeg glæder mig sindssygt til at få mit eget sted, mit eget hjem, mine egne regler i Århus og et superfedt studie, men jeg kan ikke overskue tanken om at sige farvel til disse skønne mennesker. Forventninger om tusindvis af tårer i morgen ødelægger humøret i dag en smule. Den grimme fornemmelse i maven bliver værre og værre indtil den i morgen får sin forløsning.

And when the big boys cry, a storm breaks out.

Tomorrow they will.

Hvad Englen Sagde

2009-05-25T12:56:00.000-07:00

Vores kunstlærer, Anja, er besat af engle. I morges fortalte hun historier om engle og havde i morgenens anledning skåret papirengle ud til alle, én til hver. På hver engel havde Anja skrevet et ord. På min engel stod der "freedom".

Det fik mig til at tænke. Hvis man tror på tilfældets kraft, er det ikke helt tilfældigt, at jeg fik netop den engel (personligt tror jeg, at alle engles budskaber på et punkt havde passet på mig - som horoskoper).

Freedom. Frihed. Ingen grænser. Frihed under ansvar. Når jeg tænker på frihed, tænker jeg på den lykkefølelse, der satte mig fri i Kina - jeg havde en kæmpe ansvar overfor skolen, mine elever og ikke mindst mig selv, men aldrig har jeg følt mig så fri - jeg skulle ikke rapportere tilbage til nogen, behøvede ikke altid tage hensyn til andre end mig selv.

Inderst inde er der også en stor frihed. Et rum. Jeg tillader mig selv friheden til at være mig selv, noget, jeg i lang tid har snydt mig selv for. Friheden til at være fuldstændig ærlig. Friheden til at være i tvivl. Friheden til at være usikker. Til at tvivle. Til at være stærk. Til kun at tage hensyn til mig selv. Til at være ligeglad. Til at leve livet nøjagtig som jeg lyster. Til at være uenig. Til at være enig. Til at være enige om at være uenig. Til at hade. Til at elske. Friheden til at være til.

Men den vigtigste frihed, jeg for tiden lægger vægt på er friheden til at vælge og friheden til at sige fra, at sige min mening - jeg er blevet meget bedre til at sige fra, til at lade folk vide, at jeg er utilfreds. Jeg er blevet mere tilfreds med mine venskaber, og selvom jeg føler mig ekstrem ved at sige fra, har jeg alligevel friheden til at gøre det. Jeg har aldrig gjort det udpræget tidligere, "i mit tidligere liv". Men nu har jeg fundet ud af, hvordan man gør. Det er en balance - balancen er måske ikke fuld nu, måske siger jeg mere fra end jeg burde - men jeg tager mig friheden og tiden til at finde balancen. Den betyder alt.

Hvis jeg ikke siger fra engang imellem, ophører jeg med at eksistere for mig selv. Hvis jeg vælger fra engang imellem, vælger jeg mig selv til. Min veninde sagde engang til mig, at det var egoistisk ikke at vælge sig selv først, for så bliver de situationer, du har valgt til, ikke positive.

Frihed spiller også en stor rolle i min nære fremtid. Jeg har haft den ultimative frihed til at vælge - ingen indblanding fra familie og venner. Et klap på skulderen fra de kære praktikanter, Hans & Iben, et "ej, jeg tror bare du bliver så glad for statskundskab" fra Lærke og et klap på panden fra mig selv, hvor min indre og sommetider min ydre stemme skriger "Jamen, selvfølgelig skal det være statskundskab! Hvad skulle det ellers være?" (helt ærligt, Mette!). Jeg tager mig friheden til at være glad for mit valg. Jeg tager mig friheden til at flytte hvorhen, jeg vil, og gøre hvad jeg vil - og elske, hvad jeg vil!

Og hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg kommer jo fra en priviligeret verden.

Alea Jacta Est

2009-05-17T02:08:00.001-07:00

Der Er Håb. Der Er Kærlighed. Der Er... Ikke Noget, Der Mangler!

Kærlighed.

Kærlighed i sin reneste form er højskolen. Jeg elsker dem. De elsker mig. Circles never end.

Der er min familie. Der er Kamilla, Linette, Q, Lwazi, Louise, Christina, Mette, Mette (!), Mette (!!), Jelena... mange andre. Nogen nævnt, ingen glemt. That's love.

Kærlighed til livet i sig selv, kærlighed til finurligheder, til latter, til indforståede jokes, til tvivl, til tårer, til kærligheden selv.

Håb.

For fremtiden. For uddannelsen, for Århus, for at det er det rigtige valg, jeg har taget (der er faktisk overhovedet ingen tvivl whatsoever). Håb for, at jeg finder et (fedt) sted at bo.

Det, Der Ikke Mangler - lige præcis det, der ikke er der!

Og nu til det, jeg egentlig ville berette om... for når man siger håb og kærlighed, glimter troen i sit fravær. Og det har den gjort længe.

I mit femtende leveår blev jeg konfirmeret. Jeg husker indædt den tanke, jeg havde, før vi hver især trådte ind ad kirkedøren for at tage del i et oldgammelt ritual... min sidste tanke var, "tror jeg nu også på det her?" Og jeg tog beslutningen, at det gjorde jeg vel nok... retfærdiggjort af en fin frisure, en speciel kjole, en stor fest... alle vil så gerne være anderledes, men her gemmer jeg mig måske lidt rigeligt i mængden - det handlede lidt om en fest, en del om forventninger og meget om den første, store sorg. Intet andet. Om et umiddelbart behov, ikke om tro.

Siden har jeg taget større og større afstand fra kirken og kristendommen. Fra gamle ritualer. For forklaringer på ting, der ikke kan forklares. Man skal T R O for at være kristen, tro på at alt det hurlumhej, på Gud, på Jesus, på alt det... og det gør jeg ikke. Jeg hører ikke til i kristendommen, den hører ikke til i mig.

Siden jeg var 17 har jeg haft blanketten til udmeldelse liggende, men mit mod blev ikke helt mødt dengang, og jeg gjorde ikke nok for at trænge igennem. I denne uge havde jeg endnu en religiøs diskussion med Kamilla, som kender til emnet, og som udfordrer mig og mine fordomme, hvilket jeg ikke kan takke hende nok for. Men da blev det pludselig for meget. Den stærke følelse af, at jeg var en hykler, trådte frem i dagens lys igen. Pludselig havde jeg skrevet en email til præsten, pludselig havde jeg min mor i røret, pludselig stod jeg med min dåbsattest i hånden. Nu ligger den i en konvolut. Jeg glæder mig, til jeg skal smide den i postkassen hos præsten. Befriende.

Men fordi jeg (snart) ikke længere er medlem af folkekirken, betyder det ikke, jeg ikke har tro - jeg tror skam på mig selv! Den gud, jeg ikke tror på, skal ikke brolægge min vej - det skal jeg nok selv. For jeg bestemmer selv, hvor jeg vil hen.

Mine elever i Kina spurgte mig engang:

"Do you believe in God?"

"No."

"What do you believe in?"

"I believe in myself."

Og dét er til gengæld ikke blevet mindre sandt i løbet af årene...

Don't roll the dice if you can't pay the price.

Alea Jacta Est.

Jeg Er Sgu Min Egen!

2009-05-10T11:08:00.000-07:00

Puh, it just dawned on me... again.

Brrr.... følgende ord på facebook "hyggelig konfirmation hos..." har lige fået en lavine til at løbe igennem hele mit system... det er skrækkeligt! Så voksen har man simpelthen ikke lov at blive! Den der "vi er stadig unge, selvom vi har tre børn, laver aftensmad til kl. 18 hver dag, falder i søvn til filmen og vågner op til rulleteksterne HVER gang med brun sovs og stegte løg"... argh. Mit system er i højeste beredskab, alle lamper lyser...

Hvem havde troet det om mig? Måske allermindst mig selv. Brr...

Jeg har ikke lyst til at miste den nerve, jeg trods alt bilder mig selv ind, jeg har.

Lysten til at kæmpe for mine holdninger, min sag.

Stadig at tro på, der er noget godt i verden, at verden kan blive bedre - hvis vi alle gør en indsats.

At unge nu til dags faktisk HAR noget klogt at sige.

At holde op med at lede, men tro på, der er nye stier, der skal udforskes. Hele tiden.

At min nysgerrighed forsvinder.

Og jeg har slet ikke lyst til at blive som generationerne før mig... Jeg vil lytte til Piet Hein:

Lille Kat

Lille Kat På Vejen

Hvis Er Du? Hvis Er Du?

- Jeg Er Sgu Min Egen!

Hasta Mañana

2009-05-10T00:40:00.000-07:00

Utroligt. Man fatter det knap.

I går aftes sagde jeg et foreløbigt På Gensyn til Louise (og Csilla) på højskolen... og tingene fik pludselig et helt andet perspektiv. Louise har kun været på skolen i fire uger på Pit Stop, og i dag skal hun hjem. Hulk. Snøft.

Jeg husker. Samtaler på gangen. Flødeskumskamp. "Kun for mig, kun for mig"-dans. Smil og latter strømmende frit i samtaler... altid plads til et knus, et kram, smådrillerier. Uno. Mandø. Tur i BH på sandø i solen, lang, skøn gåtur hjem og en af de bedste tidspunkter på hele turen (selvfølgelig også takket være det fantastiske selskab af Sascha og Linette)...
mange. gode. minder. mange. flere. på. vej.

Kan man knytte sig så meget, at man efter fire uger står med tårer i øjnene og siger Hasta mañana, ganske som Richard synger i "Pretty Diana", mens hobevis af venner kigger på og ikke helt kan se magikken på samme måde som os... LK09

Mais naturellement!

Louie Louie, Hasta mañana, I hope that we do... :)

Medianen

2009-05-07T06:58:00.000-07:00

Om fire dage. Om små to uger.

at kalde eksamen for skæbnesvanger er en stor label at sætte på bøtten med ligninger...

... men hvad nu hvis...

... jeg ikke bestod?

Selvfølgelig gør jeg det!

Men hvis nu...

hvad skal jeg så?

Til Peru! Ville Kamilla skrige fra baggrunden, bag i mit hovede...

For statskundskab ville jeg ikke komme ind på. I år.

Men engang. Der vil jeg.

Har afleveret den sidste aflevering.

Skal nu terpe.

Tre dages terperi. Så ræs!

Igen en uges terperi!

Så en puls på 140 i en time

agerer at have styr på det

ryste i bukserne

endelig ud, endelig fri

Hvor jeg dog glæder mig.

Derefter kommer tårer i spandevis, mange givere, mange modtagere.

Derefter flybenzin, derefter varme, oplevelser, smiling faces.

Sølvskær i brudens og gommens hår (det, der er tilbage)

Derefter en ny nutid, en længere datid, en ny fremtid.

Jeg glæder mig.

Og det bliver forresten Århus...

2009-05-04T04:32:00.001-07:00

Blandet vejr

2009-05-04T04:25:00.000-07:00

Tja, tænkte, at det nyeste blogindlæg på Life of Bro ikke kunne hedde "Jeg hader"... det er måske lige lovligt negativt... selvom jeg en lille smule hader integralregning og en HEL DEL djævlens foretrukne, differentialregningen... og så er det ikke altid vildt sjovt at have læseferie. Lidt øv, but that's life!

Solen skinner indimellem udenfor, indimellem regner det... det er nok en meget god beskrivelse af den foregående uge, hvor min farmor røg på langs på havefliserne, derefter på hospitalet, blev opereret og mere bims end normalt er... overvældende, som sygdom i familien kan have så stor indflydelse på dit liv. Indimellem regn, indimellem sol. I går, søndag, en hel masse sol - farmor er næsten tilbage til normal igen, balancen er oprettet, sjælen hviler.

Var af samme grund en smule svært at give sig helt hen til solskin og (halv)kolde øl på Mandø med resten af slænget fra LK i weekenden, men vi fik dog nydt nogle skønne solskinsdage, hvor et af højdepunkterne helt sikkert var en firemands gåtur på 5-7 km fra sælsafarien på Koresand og tilbage til vores ydmyge engangshjem ved siden af købmanden, som vi købte tør for øl... :)

Men nu går startsskuddet altså til femten dages matematik - enhver sprogligs mareridt!

Alea jacta est!

Jeg hader

2009-04-20T06:02:00.000-07:00

I et specielt surt humør på en almindelig skøn forårsdag

Jeg hader, at jeg ikke har tid til det hele
Til at høre græsset gro
to stop and smell the flowers

Jeg hader, at jeg skal til eksamen
Jeg hader, at jeg ikke kan være med i spotlightet fredag
At jeg er milevidt væk fra spotlightet fredag, så langt, at jeg ikke engang kan se det
Jeg hader, at min højskoletid bliver afbrudt
Jeg hader, at jeg selv har valgt, at den bliver afbrudt

Jeg hader, at jeg selv synes, jeg kan, skal og bør løse alle problemer selv
At alle andre synes, jeg kan, skal og bør

Jeg hader, at man ikke respekterer mig
Jeg hader, at der er kulturer, der opdrager mænd til ikke at respektere mig
kun på grund af mit køn
Jeg hader, at jeg ikke kan sætte navn på ham, der irriterer mig

Jeg hader, at man forventer, jeg kan mindre

Jeg hader, at man ikke regner med, jeg er mere

Jeg hader, at man ikke ser alle sjælens farver

Jeg hader, at JEG ikke ser alle sjælens farver

Jeg hader, at jeg ikke har nok tid
Jeg hader, at tiden ikke spørger om lov, før den går sin vej
Jeg hader, at den ikke spørger mig

Jeg hader, at tiden stadig går, når jeg vil bure mig inde i mit sorte hul
Jeg hader at tænke på tid og lektier, når jeg vil være alene
Jeg hader ikke at tage hensyn til mig selv, selvom jeg ved jeg bør

Jeg hader, at jeg er egoist
at jeg lyder selvcentreret

Jeg hader ikke at kunne se det positive i noget i dag
på en ganske almindelig skøn forårsdag
hvor alt omkring mig er vidunderlig

Englen på den ene skulder og djævlen på den anden...

2009-04-01T12:57:00.000-07:00

Nogen gange må man prioritere. Det er jo ikke noget nyt. Men hvor kan det dog være svært.

Måtte i sidste uge prioritere matematikken og min egen snotnæse, da valget stod mellem dét og at være social med de andre på højskolen... jeg er i forvejen grundigt træt af matematikken, da jeg har måttet aflyse SÅ mange timer og andre finurligheder til f0rdel for differentialkvotienter og andengradspolynomier, og mens jeg i forvejen står i lighedstegn op til ørerne, annoncerer min - på det tidspunkt - højt uelskede lærer, at vi forresten har en terminsprøve lige om lidt... hvilket så smider mig ud i fem dages intens studeren fra halv ti til halv elleve samt prioriteringshelvede...
Jeg finder så også ud af, jeg er gået glip af en alletiders klatretur med friluftsholdet, mens differentialdæmonerne griner mig lige op i ansigtet... life is so unfair, men jeg har jo selv valgt det! Og det sjove er, at jeg ikke fortryder min prioritering - it must be done, jeg SKAL lave matematik... sådan er det. Det er ikke sjovt at føle, jeg går glip af en masse på højskolen, men det er nu engang de krav, jeg har stillet til skolen - og ikke mindst til mig selv. Nogle ting vil jeg ikke give køb på, selvom jeg føler, jeg ikke altid kan nå at gøre det hele lige så godt, som jeg gerne vil. DET er til gengæld en følelse, jeg hader, men det har nok noget med mit selvbillede at gøre snarere end matematikken: jeg vil gerne se mig selv i øjnene og kunne sige, at jeg gør noget for tingene og ikke går ind i noget med et halvt hjerte, jeg hader at springe over, hvor gærdet er lavest... men man kan jo ikke få det hele! (bare for at smide endnu en gennemtærsket kliché ud i verden!)!

Og har også måttet lave en anden, stor prioritering i mit liv: jeg skal jo flytte til sommer. Og jeg har besluttet mig for, hvilken by det bliver. Århus, here I come. København er superfed og har hundrede procent alt, jeg leder efter, men Århus har det bedste institut for statskundskab. Og igen: jeg vil gerne gøre mit bedste, det er mit evige løfte til mig selv.

Studie til salg!

2009-03-17T10:48:00.001-07:00

Ja, nu er jeg så 22. Det er ikke den vilde forskel. I virkeligheden bare et tal. En reminder om, at tiden går, også selvom vi sidder stille (hvis vi da gør det). Der sker hele tiden nyt på højskolen, men det lykkes mig indimellem også at komme ud af den boble, vi lever i her.

Vi har været til åbent hus på universitetet i Århus for små 11 dage siden. Jeg havde jo bestemt mig for negot. i kinesisk inden da, så jeg tænkte, at jeg bare ville snuse lidt til et andet universitetsmiljø end Sønderborgs, hvor min skæbne var bestemt til at ende, hvis jeg ville studere negot i kinesisk. I hvert fald i nogle år...
Først tjekkede jeg konkurrenten til Sønderborg, nemlig Kinastudier, hvilket var virkelig interessant - min interesse er helt sikkert vakt, ikke at de kunne præsentere mig for ret mange nye ting om studiet. Men Kina er en interesse, en prioritet. Men det at være 100% humanist er bare IKKE mit ønske overhovedet! Det kan være udfordrende nok et sådant studie, det er jeg sikker på, men jeg vil også gerne have et job efter endt studie - og så skal man ikke være humanist!

For tre år siden, i 3.g, var jeg inde at høre statskundskab. Der var nogle ting, jeg ikke helt forstod og følte mig aldeles ikke klar til sådan et studie. Det var da spændende og havde da også bestemt mig for at studere det dengang, men det holdt kun til jeg tog til Kina.
Jeg ville for sjov høre om studiet igen, og i enden af oplægget blev jeg ramt af lynet - man kan blive tovholder etc. hos fx FN og NGO'er som fx Røde Kors, lige noget jeg kunne tænke mig. Og man kan tilmed kombinere det med kinesisk!!! Hvad andet er der at sige? Jeg gjorde det, som jeg altid gør - bestemmer mig på stedet, venter på at min entusiasme måske fortager sig lidt (den er 100% i skrivende stund, så det gjorde den ikke) og venter måske et lille stykke tid med at fortælle det til omverdenen. Nu sker det. Nu bliver det sagt. Jeg begynder at studere statskundskab til sommer.

Stedet er så en anden ting... vil gerne købe en andelslejlighed, markedet er gunstigt... men hvor? Jeg har ikke helt byen på plads endnu, men mon ikke det bliver Århus, selvom København er vidunderlig? De har jo det bedste institut for statskundskab...

I'll let you know.

En dag i Mettes forunderlige liv

2009-02-23T13:46:00.000-08:00

Sidder lige nu med høretelefonerne på, mens Eva Cassidy's fantastiske stemme flyder ind i mine øregange og skaber dejlige billeder på min indre nethinde...
I denne uge er det projektuge, og vi beskæftiger os med transart, der meget grundlæggende kombinerer musik og kunst however you like it og indtrykkene flyder i fælles og individuelle associationer lystigt frem og ud i verden. Er nu den stolte ejer af akvareldanserinde i en farverig kjole, som, når hun er tør bag ørerne, nok ender på væggen...

Det er nu ikke det, min blog i dag skal handle om. Ved ikke helt, hvad den skal handle om. Elsker højskolen. Det er der vist ikke nogen tvivl om. Men er som om, jeg er lidt ved siden af mig selv i disse dage, som om jeg ikke rigtig hører til inde i mit hoved. Havde bare lyst til at skrige i dag, for har været lidt trist de sidste par dage, da der er mange ting, der skal tages stilling til og absolut ingen tid til det... men da nogle af medlemmerne i min circle begyndte at pjække fra rengøringen, så vi andre måtte knokle ekstra, og jeg tilmed knaldede hovedet op i en skråvæg i kunstlokalet, så jeg med al vilje måtte kæmpe for at holde tårerne indenbords, blev tingene mig alligevel for meget. Var rart at få noget af vreden og energien ud senere, da jeg løb en tur med Line, Rie og Laura. Vi er i akkurat lige dårlig form (skal jeg jo sige), så det bliver forhåbentlig en tilbagevendende ting - kan jo ligeså godt nyde solskinnet, når vi endelig har det... (og ja, danskerne taler meget om vejret)...
I aften er jeg flyttet sammen med Kamilla - har kendt hende to uger, og lige fra starten har det været som om, vi har kendt hinanden evigt. Har nu et mægtigt hyggeligt (at the moment opryddet) dobbeltværelse med nogle få billeder på væggen, lys og blomster på bordet og en flaske vin, der er et løfte om en god aften engang...

Havde studievejledning i dag. Vil ikke være humanist, ej heller sygeplejerske (dem er der dæleme nok af i min familie) og har heller ikke tænkt mig at betræde SKAT's tæppeklædte gulve frivilligt og skal heller ikke være skattearbejder (dem er der dæleme nok af i min familie). Internationalt. Multinationalt. Interkulturelt. 100% ikke ren humanist (vil jo gerne have et job). Ikke antropologi. Sprog og økonomi. Business. Trækker i tænkehatten og har to muligheder, der kan passe mig, hvis jeg altså stadig nægter RUC og SPRØK: Negot. i kinesisk i SønderSkodByBorg med et år i udlandet på statens regning... eller Chinese Studies Programme i København. Er meget fristet af den sidste, men skal overveje begge muligheder grundigt... København tiltaler mig - som Sebastian engang skrev "Hvorfor er det altid, alting sker alle andre steder end lige netop her?" (Atlantis)... hvorfor ikke flytte til København? Det er tilpas langt væk fra jysk middelmådighed og jantelov, og det kræver ikke nogen flybilletter... I'll let you know.
Men som Stereophonics synger i min øresnegl i nuværende sekund, "Maybe tomorrow I'll find my way home..." Hvor det så end bliver.

Havde i weekenden Qaqamba med hjemme på besøg, og det var en fornøjelse at se hende i min familie... de var nok lidt forskrækkede over hendes vokabularium og snakkelyst (sådan er hun altid), og hun fik da også hurtigt tilnavnet "speedtalkeren". Meget passende. Var en fornøjelse at se hende give min farmor på 81 et kæmpe knus - colours apart, countries apart, worlds apart, but heart to heart (er den kliché, man evt. kunne vælge at påsmøre). Og desuden megasjovt at se min far knække tungen på det engelske sprog, som hyppigt blev tilføjet adskillelige tyske ord.

Det var vist alt for nu... skal jo nyde at være 21, mens jeg stadig kan.

Kulturmøde

2009-02-19T07:24:00.001-08:00

Jeg har to hovedfag på højskolen: rytmisk sang og Kulturmøde & Globalisering. Vi har de sidste par moduler talt om definitionerne af kulturmøde og globalisering. Globalisering er nemt at definere, det svømmer rundt med informationer på internettet om dette fænomen, men kulturmøde er derimod en anden, mere diffus størrelse... to mennesker med forskellige kulturelle baggrunde eller bare baggrunde mødes.

Mens vi havde denne diskussion, sad Ghassan på holdet og stirrede lidt tomt ud i luften, som om hovedet var så fyldt med informationer, at han ikke kunne rumme ret meget andet. Ghassan er fra Palæstina. Han og hans ven, Ashraf, er på højskolen, og de har netop i aftes fået at vide, at seks af deres nære venner er blevet anholdt, deriblandt Ashraf's bror. Hvordan reagerer man på det?
Det er mig en gåde, hvordan et menneske kan rumme så meget - det er den samme Ashraf, som sidder og stirrer på åen og engen ved højskolen timevis i træk, den samme Ghassan, som laver sjov i idrætstimerne og som altid er god for en knus, hvis han da ikke skråler "Hello, my frrrriend!" og ruller med alle r'er. Ashraf er nok mere mærket af det, han får til tider et tomt udtryk i øjnene og virker ofte, som om han i tankerne er et helt andet sted end Løgumkloster. Hvor må det dog være mærkeligt at være et sted, hvor vi hylder friheden, kærligheden, fællesskabet og ikke mindst den danske hygge, når de i deres hjemby, Betlehem, bliver arresteret for et godt ord, når israelerne lige har lyst til det - ofte uden grund. Ashraf selv var spærret inde et halvt år, da han var 15 år af samme grund.

Kulturmøde er, når to mennesker med forskellig baggrund mødes, og begge lærer helt sikkert noget ved det. Jeg kan tage med mig herfra, at mennesket kan overkomme meget, for Ashraf og Ghassan smiler også og har det sjovt, når hjemlandets virkelighed ikke presser sig for voldsomt på. At det er muligt med en sådan baggrund er inspirerende.

... og så kom dagen endelig...

2009-02-17T08:20:00.000-08:00

... dagen, hvor jeg besluttede mig for, at nu var det tid til at drukne mig selv i ligninger og tabeller yet again. Har leget et lille spil med mig selv, der hedder "du kan jo alligevel ikke finde ud af det, så du kan godt vente til i morgen" med den pokkers matematik, men i dag besluttede jeg mig for bare at springe ud i det!

Små skridt, men det tæller, og det ville jeg lige dele med jer... Ü

Jeg har det stadig godt på højskolen. Faktisk havde vi en fantastisk friluftstur, hvor vi sov under stjernerne, næsten i sneen. Og det var godt. Alle var lige morgengrimme, og der er ingen bedre måde at lære hinanden at kende på. Fantastisk tur, fantastiske mennesker, perfekt vejr og nyligt lærte bålsange, der bare hænger ved.

Yes, I can!

2009-02-11T14:12:00.000-08:00

Tidens overskrift synes at være "Yes, we can!" - og det kan vi sgu!

Min tredje dag på højskolen er nu overstået, og hele overgangen fra lærer til elev har været fantastisk og smertefri. Er virkelig faldet godt til og glæder mig over hver eneste dag, vågner med et smil på læben. Om en lille uges tid vil jeg tilmed se en andens smil på læben også - jeg skal nemlig bo sammen med Tereza fra Slovakiet.

Der er så mange udfordringer her på stedet, så det er en fornøjelse, og alle tager sig af hinanden. Har pådraget mig en lille forkølelse, hvor jeg nyser cirka konstant, og der kommer så mange "bless you", at vejen til himlen vist er sikret for mit vedkommende Ü
Vi er også gode til at dele tingene - fx gik Kamilla og jeg en tur ned i byen i dag og ville spontant ind i sportsforretningen. Vi købte ens par sko i forskellig farve, men samme størrelse, byttede en sko hver med den anden og har nu et helt unikt sæt sko!

Har besluttet mig for, at mit højskoleophold skal stå i udfordringens tegn - på fredag skal vi på friluftstur og sove udendørs i shelters i soveposer - brr! Jeg har valgt friluftsliv og idræt for at blive udfordret og måske få reduceret "Birger" lidt (populært døbt her på højskolen!). Rytmisk sang er også et fag, jeg sikkert vil elske - vil være en god udfordring for solisten i mig, der til tider titter frem!
Desuden Kulturmøde & Globalisering af ren interesse... og resten af fagene er - desværre - frivilligt sløjfet, så jeg har tid til at læse MatB, som jeg efterhånden er godt bagud med (er ikke begyndt endnu fx, men det gør jeg i morgen!)
Desuden vil kineserne og peruvianerne gerne undervise i deres sprog - det glæder jeg mig til... Ü

Af andre udfordringer var denne onsdag aftens nok den sjoveste indtil videre - vi skulle opføre noget dansk i vores grupper, og så faldt Camilla, Anna og jeg over ironien som værende meget dansk, og det at lave grin med sig selv. Derfor klædte vi os ud som gamle damer og gav den hele armen med mormor-strip til "You Can Leave Your Hat On", mens publikum var fuldstændig lamslåede.
Sendte for sjov et luftkys til Lwasi fra Sydafrika (homoseksuel, ret feminin og det dejligste menneske i verden) med min røde læbestift, mens han holdt sin landepræsentation, hvorefter han lavede et lille vrik med kroppen og et højt fnis - det her sted er bare super!

Det bliver et dejligt forår, kan jeg mærke, med mange rejser også... der er fx studieturent til Berlin, en tur til Mandø, international og -kulturel konference (højst sandsynligt) i Bratislava og endnu nogle ture til København. Og så - le grand finale - min tur til Sydafrika, som jeg glæder mig helt vildt til!

Højskolen var bare lige, hvad jeg havde brug for!

Perspektiv

2009-02-09T07:55:00.000-08:00

Er fra i dag officielt flygtning fra mig eget hjem, som endnu engang er blevet mig lidt crowded... jeg kan ikke bare rejse ud spontant, se den verden, jeg længes efter - har ansvar og ting, jeg skal.
Intercultural Navigators-programmet, Ungdommes Røde Kors (URK), MatB og højskolen skal nok holde mig travlt beskæftiget, mens min udlængsel tøjles indtil den slippes midlertigt fri i Sydafrika til sommer. Blev i går ringet op fra URK's afdeling i Århus... blev kørt lidt i stilling til at være koordinator eller nøgleperson i et nyt projekt, URK har kig på i Sønderborg - et aktivitetsprojekt for børn, der bor på et krisehjem for kvinder. Fremtiden ånder mig i nakken, glæder mig, til den kommer nærmere (men nyder naturligvis nutiden på skolen, hvor jeg føler mig helt hjemme og har mange gode venner allerede). Min verden i Møgeltønder er ikke længere nok, der skal andre boller på suppen.

Verden er ikke skabt til at blive set. Den er ikke kun skabt til at blive oplevet. Den er skabt til at blive følt.
Og man kan godt føle lidt af verden, selvom højskolen ligger i Løgumkloster. En sydafrikaner fik en mail om sin elskede onkels dødsfald, skreg sin smerte ud og fortalte efterhånden de mest forfærdelige historier om sit liv. Endnu engang går alt andet i baggrunden, perspektivet presser sig på - modsætninger mødes. Og ens eget hjem og familie synes pludselig ikke længere så slem...

Copenhagen, I love u!

2009-02-07T09:48:00.000-08:00

Er i København lige nu... dejligt. Besøger Mette, får ny inspiration og undervisning med Intercultural Navigators... dejligt.

Springer fra mandag ud i at være langtidselev på Løgumkloster Højskole, hvilket jeg glæder mig til - til at tilbringe måneder i selskab med de søde mennesker, jeg har kendt en måned nu, danse salsa, grine, kramme, nyde de endelige øjeblikke, der aldrig kommer igen og mærke andre kulturers vinde blæse i et forum, hvor alle er ens, alle er lige.

Har i de sidste to dage fået undervisning i forbindelse med det program, British Council har optaget mig i - Intercultural Navigators. Vildt spændende. Bliver mere og mere i tvivl, om jeg mon ikke skulle tage mig en interkulturel uddannelse? Hmm... more on that later.

Tror efterhånden, Sønderborg er for lille og kedelig til et menneske som mig, jeg længes stadig væk til fremmede himmelstrøg - om ikke udenlands, så i det mindste København. Tillokkende. Har ikke lyst til at kende alle gadehjørner i min by, har ikke lyst til at leve i en kultur, hvor jeg intet nyt kan lære - det er for småt, ikke godt nok for mig længere... jeg har det bedst, hvis jeg ikke kan se røgen fra skortstenen!
Glæder mig til at se og beslutte, hvilken vej fremtidens vinde blæser mig - om den giver mig frosttårer i øjnene eller et skub i ryggen.

Only time will tell.

2009-02-03T11:18:00.000-08:00

2009-02-03T11:16:00.000-08:00

2009-02-03T11:14:00.000-08:00

2009-02-03T11:11:00.000-08:00

2009-02-03T11:09:00.000-08:00

My Tube

2009-02-01T02:32:00.000-08:00

Kobolt og orange er
kontrast
konflikt
harmoni
et spørgsmål
et tilfælde
det, der får mit hoved til at eksplodere
det, der kildrer under tæerne
det, der rynker min pande
det, der trækker på mit smilebånd
det stof, livet er gjort af!

- og nu mit vindue til verden og verdens vindue til mig.
- jeg blogger mig! Velkommen!