Jeg kan ligeså godt lade være med at lade som om, at jeg får lavet mere i dag. Der er andre ting, der fylder mine tanker i aften.
Der er så mange ting, jeg burde gøre, men studie-burde bliver ofte fortrængt fremfor Mette-burde for tiden. And right it is.
Det er længe siden sidst. Ikke fordi, jeg ikke har haft nok at skrive om, mere fordi jeg har haft for meget at skrive om - og det er ikke småting, vi her taler om. Jeg har set et menneske dø, tilmed et menneske meget tæt på mig. Set hende rådne op af kræft i fire år, set hende blive givet håbet én uge til det brutalt blev flået fra hende ugen efter. Mange gange. Alt for mange gange.
Set stilheden, der sænkede sig efter åndedrættet, mærket håbløsheden, endeløsheden, uundgåeligheden, gråden. Mødt barrierer af uforståelig ikke-forståelse, men også forståelse - men det er som om, at folk aldrig kan forstå nok, for de kan jo ikke fjerne håbløsheden; de kan måske for et sekund få den til at fremstå bære-lig, udslettelig, men de kan aldrig give mig håbet tilbage, for døden kan ikke tages tilbage.
Jeg har set. Og ingen kan kæmpe min kamp - nogle fjerner forhindringer på min vej med de bedste intentioner, andre smider ganske uforstående kampesten for mine fødder: men ingen kan fjerne bjerget med den snoede sti.
Jeg græder. Næsten hver dag stadigvæk - i går var det to måneder siden. En voldsom reaktion? Forståeligt? Ganske forståeligt, endog forbilledligt, siger eksperten. Andre forstår ikke, og selvom jeg er ligeglad, smider de alligevel kampesten på min sti, for helt ligeglad kan jeg ikke være, når jeg bliver konfronteret med det. Men jeg græder stadig - indimellem overvejer jeg, om det kan betale sig at tage mascara på dén dag, for dagen er dømt til ikke at blive god. Tænk - at en dag er en perle på nutidens snor, hvis den ikke medfører pandaøjne og tårer: ejendommeligt? Måske. Fantastisk? På ingen måde. Uundgåeligt? Nej. Ønskeligt? Tja... sorg er kærlighedens pris og hellere såres end aldrig have elsket.
Men gråd. Et tilbagevendende indslag, en genudsendelse en kold sommerdag; aldrig rigtig velkommen, aldrig rigtig elsket, aldrig rigtig ny. Jeg længes efter den spontane gråd fra et grineflip. Gråden er til tider overraskende. Jeg så en sørgelig film, jeg havde set før - vældig rørende, romantisk, storslået underlægningsmusik, udødelig brændende kærlighed. Og Mette græd. Først på grund af den fantastiske historie, så fordi tårerne for en gangs skyld ikke var på grund af min egen elendighed, så fordi katten ikke ville ligge i mit skød, sove aftenslur og snurre, når jeg tog hjem til mig selv, til Århus, men måske mest på grund af min egen elendighed. Gråd på grund af gråd på grund af gode tårer. Gråd, fordi gråden for en gangs skyld ikke handlede om mit eget liv.
Kan gråden virkelig virke uforståelig? Smerten kan næppe være overraskende - kærlighed gør ondt på alle planer. Mit fornyede had til rygning er endda forståeligt, ville jeg mene. Mit nyfundne had til mintgrøn er meget mindre forståeligt - det bliver aldrig min farve, men hvorfor så pludseligt? Kan det virkelig være lovligt at sige, at smerten er uforståelig - kommer Karmapolitiet rundt om hjørnet? Jeg tror måske ikke, jeg forstår det hele eller bare noget. Og så er der jo ingen rigtig, der forstår, hvor uforståeligt det er at være ikke-forstået.
Der er kun mig på den snoede sti, der med brækkede ben og grådfyldte øjne forsøger at forcere kampesten.
