Har lige afsluttet et - ground shakingly vigtigt - kapitel om feminisme i pensum i Politisk Teori. Møgvigtigt, i allerhøjeste grad undervurderet. Ikke i vores læseplan (måske med undtagelse af den manglende holdtime...), ikke i bogen... men i vores hverdag. Kapitlet har sat ord på mange af de ting, jeg har tumlet med i lang tid - om, at kvinder ikke skal sættes i den rolle, vi bliver sat i fra samfundets side.
Jeg ser ikke (alle) kvinderne i min familie som specielt frigjorte fra de sociale normer - de udfører det huslige arbejde (fair nok, min far tager sin del af det praktiske arbejde), men i min fars familie er mønstret klart inddelt i de traditionelle kønsroller, og jeg siger da ikke, at jeg ikke selv til dels lever i dem, og at jeg ikke kommer til at tage del i det - bevidst eller ubevidst - i fremtiden, men jeg kan være opmærksom på det. Jeg afskyr den måde at behandle kvinder på, og især at kvinderne lader sig behandle sådan - det er forståeligt, at de ældre generationer lever efter det; de er opvokset med det, men jeg gider sgu ikke. Sådan skal mit liv ikke være. Det må være løftet til mig selv.
Vi kvinder skal lad være med at pive og i stedet lave om på det, vi kan, på det personlige plan - insistere på selv at åbne døren, at betale regningen halvdelen af gangene. Jeg siger ikke, vi skal være stædige bare for at være stædige. Jeg siger, at vi ikke skal brokke os over at blive behandlet uretfærdigt, hvis vi ikke selv er klar til at gøre en forskel i vores egne liv - nej, man kan ikke konstant insistere på ikke at blive forskelsbehandlet: det kan ikke lykkes hver gang - men vi kan gøre en indsats!
Og når min familie indimellem ikke forstår mig, når jeg stædigt insisterer på at gøre tingene selv og ikke vil forskelsbehandles, må jeg tro på, at det, jeg gør, er rigtigt. Det er vel der, rygraden træder frem - når vi stædigt står fast, selvom nogle ikke forstår og gør grin. But when did I care about that? And why should you?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar