Djævlen På Min Venstre Skulder

Nu er den der igen. Puster mig i øret, tvinger mine øjne mod fjerne horisonter, skaber drømme, fanger mig i sit net og strammer langsomt snøren til... Nu er den der igen, den lille djævel på min venstre skulder, der puster og tramper og får min mave til at vende sig i fryd over minder fra fjerne steder langt herfra. Leger med tændstikker foran mit bål af udlængsel.

Den er en djævel, men jeg må bare leve med den i år. Det er ikke nok med en uge i Kroatien, hvor vi sipper drinks på (ja, hvor egentlig?) til at holde den i ave. I år må jeg glemme det, der bliver ikke vilde udsving.

I min verden er det ikke fair, men det er kun, når jeg står til regnskab overfor mig selv og mine egne drømme.

Damn.

Feministisk Hverdaglig Rygrad

Har lige afsluttet et - ground shakingly vigtigt - kapitel om feminisme i pensum i Politisk Teori. Møgvigtigt, i allerhøjeste grad undervurderet. Ikke i vores læseplan (måske med undtagelse af den manglende holdtime...), ikke i bogen... men i vores hverdag. Kapitlet har sat ord på mange af de ting, jeg har tumlet med i lang tid - om, at kvinder ikke skal sættes i den rolle, vi bliver sat i fra samfundets side.

Jeg ser ikke (alle) kvinderne i min familie som specielt frigjorte fra de sociale normer - de udfører det huslige arbejde (fair nok, min far tager sin del af det praktiske arbejde), men i min fars familie er mønstret klart inddelt i de traditionelle kønsroller, og jeg siger da ikke, at jeg ikke selv til dels lever i dem, og at jeg ikke kommer til at tage del i det - bevidst eller ubevidst - i fremtiden, men jeg kan være opmærksom på det. Jeg afskyr den måde at behandle kvinder på, og især at kvinderne lader sig behandle sådan - det er forståeligt, at de ældre generationer lever efter det; de er opvokset med det, men jeg gider sgu ikke. Sådan skal mit liv ikke være. Det må være løftet til mig selv.

Vi kvinder skal lad være med at pive og i stedet lave om på det, vi kan, på det personlige plan - insistere på selv at åbne døren, at betale regningen halvdelen af gangene. Jeg siger ikke, vi skal være stædige bare for at være stædige. Jeg siger, at vi ikke skal brokke os over at blive behandlet uretfærdigt, hvis vi ikke selv er klar til at gøre en forskel i vores egne liv - nej, man kan ikke konstant insistere på ikke at blive forskelsbehandlet: det kan ikke lykkes hver gang - men vi kan gøre en indsats!

Og når min familie indimellem ikke forstår mig, når jeg stædigt insisterer på at gøre tingene selv og ikke vil forskelsbehandles, må jeg tro på, at det, jeg gør, er rigtigt. Det er vel der, rygraden træder frem - når vi stædigt står fast, selvom nogle ikke forstår og gør grin. But when did I care about that? And why should you?

Siden Sidst

Der er gået lang tid, siden jeg sidst meldte mig. Faktisk mere end tre måneder.

De har været hektiske.

Jeg var i London en uge før, jeg skulle flytte, og tingene ramlede lidt for mig; min indre seksetagers faldt sammen. Den angst, der indimellem melder sig, kom snigende som en ninja i natten og tog mig i sin vold den weekend, selvom den sidste dag var kanon. Jeg forstår den ikke, angsten, eller hvad den nu er. Jeg ved bare, at jeg ikke finder bedre venner end mine to rejsekammerater, der var klar til at nurse og bære, gribe og lade gå. Hvis man kan klare Helvedesmette en hel weekend og stadig elske mig bagefter, er der ingen pris på den kærlighed - den forsvinder ingen steder hen.

Jeg flyttede weekenden efter med hurlumhej, fut i støvet og en ikke helt kendt familiesituation. Det gik rigtig godt, selvom jeg kunne se for mange muligheder i mit nye hjem og fortabte mig i dem for en stund, men skyggerne blev placeret. Billederne kom efterhånden op på væggen, Xhosamaskerne fra Sydafrika, mine Zhong Guo Jie fra Kina. Nescaféen på hylden, kidneybønnerne blev fundet i Løvbjerg, Fakta frekventeret, kammeratskab skabt og haven ryddet for diverse ukrudt - sådan da. Jeg elsker at bo her og kan stadig ikke forstå, hvor heldig jeg har været.

Statskundskab har været kaotisk, men jeg elsker det. Jeg elsker det, selv når jeg hader det. Selv når jeg overvejer, om jeg mon ikke burde have studeret medicin, elsker jeg statskundskab. Selv, når min veninde siger, jeg skulle have været jordmoder, fordi jeg spreder en ro omkring mig, elsker jeg statskundskab. Selvom tvivlen melder sig indimellem. Men det skal den jo nok et eller andet sted gøre.

Fik taget en stor beslutning baseret på en mavepine - meldte af som studentermedhjælper på China Explorer 2010, fordi jeg ikke følte mig godt nok behandlet; følte mig udnyttet; følte mig ikke hørt; er glad for, jeg sagde fra: jeg har det ikke skidt over det længere, og jeg beviste overfor mig selv, at jeg kan sige fra, selv i penible situationer. Men jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kom til Kina i år. Og nok heller ikke næste år. Der går nogle år endnu, men dét, der piner mig mest ved situationen er, at jeg ikke kommer ud på en længere rejse før om lang tid (næste år, måske). Og dét passer mig ikke. Det passer ind i en følelse af, at jeg længe har følt, at mange ting i mig, i den Mette, jeg levede lidt mere fuldt ud før i tiden, bliver holdt inde, holdt nede, holdt i baggrunden - jeg skal møde nogle flere mennesker, lære nye at kende, være omsorgsfuld, nysgerrig, U D F O R D R E T på et menneskeligt plan, lave noget frivilligt, arbejde med noget i fritiden, der interesserer mig. Åbne nogle døre, der ikke afslører, hvad der er bag dem. Bare videre. Hvis jeg ikke er i bevægelse, står jeg stille. Når alle andre så bevæger sig, bevæger jeg mig baglæns. Jeg må bevæge mig!

Og nu er vi så kommet over den nok mest frygtede tid på andet semester: vi har afleveret metodeopgaven, Louise og jeg! Det gik fænomenalt med at skrive den, og vi holdt et fint tempo og kunne langt det meste af vejen holde gejsten oppe. Og nu har vi afleveret den. Som de første på årgangen. I dag. To dage før deadline. Kan stadig høre Metodesørens "Whaaaat?!" på trappen. A w e s o m e. 30 sider, som vi er tilfredse med, hvor vi gjorde, hvad vi kunne. Done, baby, done. 7.499 ord. Og nu er der så to eksamener tilbage. Okay så. Hmm.... men det skal nu også nok gå!

Ellers har min knæskade irriteret en del. Den er blevet meget slem, har kølet lidt ned igen, men kan stadig ikke cykle eller gå op ad trapper, hvilket jo basically er pisseirriterende. Need. Rehab. Now.

Men jeg har det godt. Der er fart på. Jeg har det godt.