Jeg er nu 23 år og to dage. But who's counting? Jeg har for første gang tjekket for rynker i spejlet og synes da, at de små fine smilerynker ved øjnene er lidt charmerende - de er beviser på tidligere glæde. Føler mig en anelse gammel, men hvorfor egentlig det? Jeg er jo kun 23, jeg har mere, jeg skal nå nu - men jeg er i gang med uddannelse, jeg har oplevet en masse og har en masse fantastiske oplevelser på bedding. Jeg er slet ikke i tvivl.
Jeg har accelereret marts måned, inden den allerede er begyndt. Jeg fik den første fødselsdagsgave torsdag, da jeg måtte undertrykke et glædesskrig de sidste ti minutter af mikroforelæsningen, men så blev glæder også sluppet løs. Jeg havde fået værelset, jeg havde været ude at se på onsdag aften og skal nu bo i et flot byhus med tre andre en lille spadseretur fra universitetet; jeg skal bo med trægulve, stuklofter, nyt køkken og to nye badeværelser, have, brændeovn, drivhus... charme. Jeg håber, at fællesskabet med de tre andre kan leve op til alle mine forventninger til det skønne hus - ellers er huset i sig selv jo ikke ret meget værd. Men Tvillingerne, som jeg bl.a. skal bo sammen med, virker rigtig flinke. Jeg glæder mig - selvom Lystrupvej har behandlet mig pænt, og jeg ikke er meget for at flytte væk fra Johanne.
Jeg skal også til London i marts med to veninder for at besøge en ven. Jeg glæder mig - men jeg får megatravlt (og jeg ved godt, jeg elsker at have travlt, men der må være en grænse - selv for mig).
Fremtiden kommer stigende med hastige skridt.
