Den Indre Videnskabsspire Vokser

Stille tårer, der fyldte mine øjne, er så småt tørret ind. Har lige set et program om børns vilkår i Nigeria, i Akwa Ibom, hvor børn bliver brændt, tortureret, misbrugt - de frygteligste ting - af nære familiemedlemmer. Jeg forstår det ikke. Jeg var heldig at blive født på denne del af kloden, hvor familien er den største helligdom, som vi værner om. Måske virker det ikke altid sådan, men vi kunne ikke drømme om at sætte ild til vores børn på grund af overtro. Læg mærke til, at jeg ikke skriver blot på grund af overtro. Troen på hekse og magi og ikke-videnskabelige veje til at forklare fænomener i dén verden, der ligger så fjernt geografisk og mentalt, er så stærk i samfundet i dokumentaren, måske i den afrikanske region generelt?, at den indirekte giver befolkningen "lov" til at handle, som de gør. Det er en rationel tænkebane for befolkningen, og jeg skal ikke dømme, om den er bedre eller værre end den, jeg er opdraget med. For mig er den værre. Objektivt set, tja, fra et primitivt hulemandsperspektiv ville det vel være rimeligt dumt at slå sine efterkommere ihjel, men helt objektivt er verden jo ikke sort-hvid. Den er ikke god-ond. Det er noget, vi gør den til.

Jeg blev utroligt rørt af dokumentaren. Den handlede blandt andre om en lille pige, Mary på fem år, som var blevet forladt af sin familie, udstødt af lokalbefolkningen, mishandlet på alle tænkelige måder og afvist igen og igen af sin egen familie - lige nu har hun brændt sig ind på min nethinde. Hun smilede ikke, viste ingen tegn på noget som helst. Hun var numbed. Som om hun helt havde opgivet af leve - og her er det ikke leve på "at rejse er at leve"-måden, men på den måde, hvor man på enhver tænkelig måde skal holde sig i live, uanset om der er en imorgen eller ej. Hendes øjne brænder stadig i mine.

Præster over hele Akwa Ibom, ja, nok hele Nigeria og sikkert også bredere end det, brugte religionen som undskyldning for at torturere disse børn, for at misbruge dem. De talte til kameraet med stor overbevisning - ingen tvivl om, at de troede på det, de lukkede ud. De holdt otte børn fangede, forsøgte at uddrive de onde ånder. Den mandlige præst fortalte, at en otteårig pige var heksedronning, men at han med Guds hjælp havde fået fjernet hendes usynlige krone og undermineret hendes magt, og at de siden havde haft et bånd imellem dem. At hun nu sov i hans soveværelse, fordi de var uløseligt bundet sammen. Pigen stod i hjørnet med frygt og billeder af grusomme oplevelser, jeg end ikke kan forestille mig, prentet i øjnene.
Det er noget af det, jeg aldrig lærer at forstå. Jeg vil ikke støde nogen, når jeg siger dette, men for mig at se, bliver religionen ofte brugt som en undskyldning - nogle lever under forhold, der gør, at de bliver nødt til at tro. De er opdragede til det. Andre, fordi det er dybereliggende, latent, kulturelt eller måske endda bekvemt. Men at religionen overtager hele deres liv, og at de endda vælger at følge den, selvom den stempler deres afkom som udskud, som hekse, som Satans håndlangere og slår hånden af dem - nogle gange bogstaveligt - dét forstår jeg ikke, og jeg lærer nok aldrig helt at forstå. Jeg vil måske en dag kunne opnå en forståelse for det, og tro mig: det vil jeg gerne opnå, forstå hele den mekanisme, der ligger i religionen, nødvendigheden for at opretholde den; men bottomline er, at jeg aldrig nogensinde vil kunne acceptere den.

2009 har på mange måder handlet om skellet mellem videnskab og religion for mig. Jeg har endelig, efter flere års uforklarlig tøven, meldt mig ud af den danske folkekirke. Jeg er ikke engang kulturkristen - jeg kan se det fornuftige i de ti bud som guidelines, men religionen i sig selv er et tabu for mig, selvom jeg nyder diskussionerne, der hyppigt forekommer om dens rolle. Nogle læner sig blindt op af den. Den eneste, jeg tror på, er mig selv. Kun jeg bestemmer min skæbne, mens andre har stor indflydelse på den. Men valget; det er mit! Jeg føler mig mere fri, mindre hyklerisk - men det har jeg berettet om før. Måske gør jeg det en dag helt og fuldt, for der er mange ting, jeg endnu ikke har fortalt, og mange ting, der endnu er uafklarede selv for mig. Men året bød også på en stor mundfuld videnskab for mig, da jeg startede på statskundskab, og det har kun gjort mig mere kritisk overfor tro og overtro (som i min verden er det samme). Hvorfor skal jeg belønnes af en Gud ved at blive født i verdens åbenbart gladeste land, når mange lider så forfærdeligt? Hvorfor skulle Skæbnen være forudbestemt? Nej, jeg køber den ikke. Tilfældighederne råder i livet, og vores opgave er ikke at tolke dem ind i et stort, holistisk net, der forklarer livets genvordigheder og giver os løsninger. Vi må bare leve med livet, som det er - der er ingen smutveje, ingen klare retningslinier, intet rigtigt, intet forkert; kun i forhold til subjektive opfattelser.

Du er velkommen til at være uenig. Jeg ændrer ikke mening - den er nemlig også rodfæstet i mig - og så er jeg vel i princippet ikke bedre end den nigerianske befolkning med deres overtro?