Åh, at føle sig ung.

Til tider besværet af livets store spørgsmål. Til tider består verden af "sort" og "grusom", til tider består den af en lyseblå himmel og sommerfugle baskende med titusindfarvede vinger. Til tider at finde balancen, til tider at drukne og se al lys forsvinde, mens du klynger dig til mindet om dagens lys og morgensolens stråler, før du mindes om, at der desværre er endnu en dag. Før du mindes om, at der heldigvis er endnu en dag og én til, og at lyset altid bryder igennem til sidst.

Åh, at føle sig i live.

Spontan hygge med en veninde, man ikke har set i lang tid og alt for sjældent, at trække huen ned over ørerne og føle sig uovervindelig, at høre sneen knase under støvlerne, fnuggende danse om dine ører, føle et smil brede sig fra navlen og ud i atomiske dele af din krop. Jeg føler mig sjældent så levende, som når jeg småløber for at nå bussen. Som når jeg bliver en halv time ekstra for at se slutningen af programmet. At tage chancen og ikke tvinge mig selv til at lytte til fornuftens stemme, der siger "at det nok også er bedst at tage hjem nu. Du skal jo læse i morgen!" Nogle gange bare lytte til maven og lysten og blive. Og fornemme fnuggende danse og småløbe efter bussen, fordi man blev. At vågne op sent næste formiddag, fordi du i stedet for at være fornuftig og gå glip af, så skøjtede på støvlefødder midt om natten og havde a walk to remember. En ganske uinteressant beslutning, måske, men et skridt imod at tage en lille chance og lade den brede sig, et skridt imod at være mere tro mod sig selv. At være mere modig. At gøre, hvad man i virkeligheden har lyst til.

Det skal det nye år dedikeres til.

At føle sig i live, at tage chancer.

Åh, at føle livets pust.