Den Indre Videnskabsspire Vokser

Stille tårer, der fyldte mine øjne, er så småt tørret ind. Har lige set et program om børns vilkår i Nigeria, i Akwa Ibom, hvor børn bliver brændt, tortureret, misbrugt - de frygteligste ting - af nære familiemedlemmer. Jeg forstår det ikke. Jeg var heldig at blive født på denne del af kloden, hvor familien er den største helligdom, som vi værner om. Måske virker det ikke altid sådan, men vi kunne ikke drømme om at sætte ild til vores børn på grund af overtro. Læg mærke til, at jeg ikke skriver blot på grund af overtro. Troen på hekse og magi og ikke-videnskabelige veje til at forklare fænomener i dén verden, der ligger så fjernt geografisk og mentalt, er så stærk i samfundet i dokumentaren, måske i den afrikanske region generelt?, at den indirekte giver befolkningen "lov" til at handle, som de gør. Det er en rationel tænkebane for befolkningen, og jeg skal ikke dømme, om den er bedre eller værre end den, jeg er opdraget med. For mig er den værre. Objektivt set, tja, fra et primitivt hulemandsperspektiv ville det vel være rimeligt dumt at slå sine efterkommere ihjel, men helt objektivt er verden jo ikke sort-hvid. Den er ikke god-ond. Det er noget, vi gør den til.

Jeg blev utroligt rørt af dokumentaren. Den handlede blandt andre om en lille pige, Mary på fem år, som var blevet forladt af sin familie, udstødt af lokalbefolkningen, mishandlet på alle tænkelige måder og afvist igen og igen af sin egen familie - lige nu har hun brændt sig ind på min nethinde. Hun smilede ikke, viste ingen tegn på noget som helst. Hun var numbed. Som om hun helt havde opgivet af leve - og her er det ikke leve på "at rejse er at leve"-måden, men på den måde, hvor man på enhver tænkelig måde skal holde sig i live, uanset om der er en imorgen eller ej. Hendes øjne brænder stadig i mine.

Præster over hele Akwa Ibom, ja, nok hele Nigeria og sikkert også bredere end det, brugte religionen som undskyldning for at torturere disse børn, for at misbruge dem. De talte til kameraet med stor overbevisning - ingen tvivl om, at de troede på det, de lukkede ud. De holdt otte børn fangede, forsøgte at uddrive de onde ånder. Den mandlige præst fortalte, at en otteårig pige var heksedronning, men at han med Guds hjælp havde fået fjernet hendes usynlige krone og undermineret hendes magt, og at de siden havde haft et bånd imellem dem. At hun nu sov i hans soveværelse, fordi de var uløseligt bundet sammen. Pigen stod i hjørnet med frygt og billeder af grusomme oplevelser, jeg end ikke kan forestille mig, prentet i øjnene.
Det er noget af det, jeg aldrig lærer at forstå. Jeg vil ikke støde nogen, når jeg siger dette, men for mig at se, bliver religionen ofte brugt som en undskyldning - nogle lever under forhold, der gør, at de bliver nødt til at tro. De er opdragede til det. Andre, fordi det er dybereliggende, latent, kulturelt eller måske endda bekvemt. Men at religionen overtager hele deres liv, og at de endda vælger at følge den, selvom den stempler deres afkom som udskud, som hekse, som Satans håndlangere og slår hånden af dem - nogle gange bogstaveligt - dét forstår jeg ikke, og jeg lærer nok aldrig helt at forstå. Jeg vil måske en dag kunne opnå en forståelse for det, og tro mig: det vil jeg gerne opnå, forstå hele den mekanisme, der ligger i religionen, nødvendigheden for at opretholde den; men bottomline er, at jeg aldrig nogensinde vil kunne acceptere den.

2009 har på mange måder handlet om skellet mellem videnskab og religion for mig. Jeg har endelig, efter flere års uforklarlig tøven, meldt mig ud af den danske folkekirke. Jeg er ikke engang kulturkristen - jeg kan se det fornuftige i de ti bud som guidelines, men religionen i sig selv er et tabu for mig, selvom jeg nyder diskussionerne, der hyppigt forekommer om dens rolle. Nogle læner sig blindt op af den. Den eneste, jeg tror på, er mig selv. Kun jeg bestemmer min skæbne, mens andre har stor indflydelse på den. Men valget; det er mit! Jeg føler mig mere fri, mindre hyklerisk - men det har jeg berettet om før. Måske gør jeg det en dag helt og fuldt, for der er mange ting, jeg endnu ikke har fortalt, og mange ting, der endnu er uafklarede selv for mig. Men året bød også på en stor mundfuld videnskab for mig, da jeg startede på statskundskab, og det har kun gjort mig mere kritisk overfor tro og overtro (som i min verden er det samme). Hvorfor skal jeg belønnes af en Gud ved at blive født i verdens åbenbart gladeste land, når mange lider så forfærdeligt? Hvorfor skulle Skæbnen være forudbestemt? Nej, jeg køber den ikke. Tilfældighederne råder i livet, og vores opgave er ikke at tolke dem ind i et stort, holistisk net, der forklarer livets genvordigheder og giver os løsninger. Vi må bare leve med livet, som det er - der er ingen smutveje, ingen klare retningslinier, intet rigtigt, intet forkert; kun i forhold til subjektive opfattelser.

Du er velkommen til at være uenig. Jeg ændrer ikke mening - den er nemlig også rodfæstet i mig - og så er jeg vel i princippet ikke bedre end den nigerianske befolkning med deres overtro?

Limen, Der Holder Os Sammen

Styrke. Det slog mig pludselig, tanken, overvejelsen. Hvad er styrke? Hvordan er styrken?

Overvejelsen gik på, at styrken ikke kun er umiddelbar, i situationen. Den findes ikkun i nuet, ikke indenfor et endog bredt favntag - her findes den også, men er den måske mere et spørgsmål om mange ting? - selvtillid, nattesøvn, selskab, dagens gang...

Men styrken findes også i det lange løb. Den er også styrken til at samle tråden op, når du har tabt den - selvom den synes fortabt, selvom den måske er udenfor umiddelbar rækkevidde og ikke kan nås på en time, en dag, en uge... Styrken er at bounce tilbage, selvom håbet er sort. At holde fast.

Man kan altså godt være stærk, selvom ens verdens smådele til tider krakelerer og ødelægger det aldrig fuldendte billede. Livet. Modstand gør stærk. Meget modstand gør meget stærk.

The Sweet Wouldn't Be As Sweet Without The Sour. Men man ser aldrig styrken, man smager den ikke. Men man ser på et tidspunkt forårssolen bryde igennem med sine allerførste stråler efter en kold, mørk vinter.

Og det er vel også okay?

Åh, at føle sig ung.

Til tider besværet af livets store spørgsmål. Til tider består verden af "sort" og "grusom", til tider består den af en lyseblå himmel og sommerfugle baskende med titusindfarvede vinger. Til tider at finde balancen, til tider at drukne og se al lys forsvinde, mens du klynger dig til mindet om dagens lys og morgensolens stråler, før du mindes om, at der desværre er endnu en dag. Før du mindes om, at der heldigvis er endnu en dag og én til, og at lyset altid bryder igennem til sidst.

Åh, at føle sig i live.

Spontan hygge med en veninde, man ikke har set i lang tid og alt for sjældent, at trække huen ned over ørerne og føle sig uovervindelig, at høre sneen knase under støvlerne, fnuggende danse om dine ører, føle et smil brede sig fra navlen og ud i atomiske dele af din krop. Jeg føler mig sjældent så levende, som når jeg småløber for at nå bussen. Som når jeg bliver en halv time ekstra for at se slutningen af programmet. At tage chancen og ikke tvinge mig selv til at lytte til fornuftens stemme, der siger "at det nok også er bedst at tage hjem nu. Du skal jo læse i morgen!" Nogle gange bare lytte til maven og lysten og blive. Og fornemme fnuggende danse og småløbe efter bussen, fordi man blev. At vågne op sent næste formiddag, fordi du i stedet for at være fornuftig og gå glip af, så skøjtede på støvlefødder midt om natten og havde a walk to remember. En ganske uinteressant beslutning, måske, men et skridt imod at tage en lille chance og lade den brede sig, et skridt imod at være mere tro mod sig selv. At være mere modig. At gøre, hvad man i virkeligheden har lyst til.

Det skal det nye år dedikeres til.

At føle sig i live, at tage chancer.

Åh, at føle livets pust.

The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour

Der har i længere tid luret en sky over mit hoved. Nogle dage var den violet, andre dybt dybt mørkblå, ofte grå og kedelige. Skyen har været svær at skille fra vinterens grå toner, og jeg har til tider tvivlet på, om det bare var ren indbildning.

2009 har budt på rigtig mange ting; jeg har været studentermedhjælper i fire hektiske uger på højskolen, så højskoleelev, så yngste deltager i undervisningsprogram med afsluttende konference i Polen, selvstudium i Mat B, et fænomenalt højskoleophold, der åbnede nye horisonter og skabte nye venskaber, som synes at have været der for evigt; året bød på en fantastisk tur til Sydafrika med min zebrasøster, et sølvbryllup, et rigtigt bryllup med al den romantik, der hører til og lidt ekstra; en flytning, en ny by, et studium, en ny start på livet. Jeg vidste, at især den sidste del ville blive svær, og at skyerne nok ville samles indimellem over mit hoved, og det kan da heller ikke undre mig, at min himmel til tider ikke var domineret af blåviolette drømmeskyer og regnbuer. Det har været sjovt, men det har også været hårdt. Livet kræver tilvænning, kræver, at man lærer at håndtere sine frustrationer og ikke lader dem tage kontrollen med glæden, kræver, at man finder glæder også i de små ting - dette kommer dog helt naturligt. Århus er en ny begyndelse, et nyt liv, og det kræver tilvænning - but who am I kidding? I love it! Hvis livet bliver en dans på roser, begynder jeg ubevidst at lede efter tornene. De skal være der, ellers er det for nemt at leve, og taknemmeligheden eksisterer sjældent... The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.

I dag havde jeg et vendepunkt. Jeg ventede på bussen i vinterens kolde solskin med skarpe stråler, der skærer sig ind i hjerten og oplyser sjælens dunkle kamre. En stor fugl fløj hen over den travle trafik. Den tabte sit bytte: et agern eller lignende. Den gav ikke op, men fløj en runde, landede, genfandt sit bytte og fløj uhindret videre - som om intet var hændt, men muligvis lidt klogere. Da gik det op for mig, at det er dét, jeg må gøre for at flygte fra de dunkle skyer - jeg må samle mig selv op og komme videre. Sætte det ene ben før det andet. Pick it up and move on. Ligesom fuglen.

Because The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.