Tude-Mette

Who am I kidding?

Jeg kan ligeså godt lade være med at lade som om, at jeg får lavet mere i dag. Der er andre ting, der fylder mine tanker i aften.

Der er så mange ting, jeg burde gøre, men studie-burde bliver ofte fortrængt fremfor Mette-burde for tiden. And right it is.

Det er længe siden sidst. Ikke fordi, jeg ikke har haft nok at skrive om, mere fordi jeg har haft for meget at skrive om - og det er ikke småting, vi her taler om. Jeg har set et menneske dø, tilmed et menneske meget tæt på mig. Set hende rådne op af kræft i fire år, set hende blive givet håbet én uge til det brutalt blev flået fra hende ugen efter. Mange gange. Alt for mange gange.

Set stilheden, der sænkede sig efter åndedrættet, mærket håbløsheden, endeløsheden, uundgåeligheden, gråden. Mødt barrierer af uforståelig ikke-forståelse, men også forståelse - men det er som om, at folk aldrig kan forstå nok, for de kan jo ikke fjerne håbløsheden; de kan måske for et sekund få den til at fremstå bære-lig, udslettelig, men de kan aldrig give mig håbet tilbage, for døden kan ikke tages tilbage.

Jeg har set. Og ingen kan kæmpe min kamp - nogle fjerner forhindringer på min vej med de bedste intentioner, andre smider ganske uforstående kampesten for mine fødder: men ingen kan fjerne bjerget med den snoede sti.

Jeg græder. Næsten hver dag stadigvæk - i går var det to måneder siden. En voldsom reaktion? Forståeligt? Ganske forståeligt, endog forbilledligt, siger eksperten. Andre forstår ikke, og selvom jeg er ligeglad, smider de alligevel kampesten på min sti, for helt ligeglad kan jeg ikke være, når jeg bliver konfronteret med det. Men jeg græder stadig - indimellem overvejer jeg, om det kan betale sig at tage mascara på dén dag, for dagen er dømt til ikke at blive god. Tænk - at en dag er en perle på nutidens snor, hvis den ikke medfører pandaøjne og tårer: ejendommeligt? Måske. Fantastisk? På ingen måde. Uundgåeligt? Nej. Ønskeligt? Tja... sorg er kærlighedens pris og hellere såres end aldrig have elsket.

Men gråd. Et tilbagevendende indslag, en genudsendelse en kold sommerdag; aldrig rigtig velkommen, aldrig rigtig elsket, aldrig rigtig ny. Jeg længes efter den spontane gråd fra et grineflip. Gråden er til tider overraskende. Jeg så en sørgelig film, jeg havde set før - vældig rørende, romantisk, storslået underlægningsmusik, udødelig brændende kærlighed. Og Mette græd. Først på grund af den fantastiske historie, så fordi tårerne for en gangs skyld ikke var på grund af min egen elendighed, så fordi katten ikke ville ligge i mit skød, sove aftenslur og snurre, når jeg tog hjem til mig selv, til Århus, men måske mest på grund af min egen elendighed. Gråd på grund af gråd på grund af gode tårer. Gråd, fordi gråden for en gangs skyld ikke handlede om mit eget liv.

Kan gråden virkelig virke uforståelig? Smerten kan næppe være overraskende - kærlighed gør ondt på alle planer. Mit fornyede had til rygning er endda forståeligt, ville jeg mene. Mit nyfundne had til mintgrøn er meget mindre forståeligt - det bliver aldrig min farve, men hvorfor så pludseligt? Kan det virkelig være lovligt at sige, at smerten er uforståelig - kommer Karmapolitiet rundt om hjørnet? Jeg tror måske ikke, jeg forstår det hele eller bare noget. Og så er der jo ingen rigtig, der forstår, hvor uforståeligt det er at være ikke-forstået.

Der er kun mig på den snoede sti, der med brækkede ben og grådfyldte øjne forsøger at forcere kampesten.

Djævlen På Min Venstre Skulder

Nu er den der igen. Puster mig i øret, tvinger mine øjne mod fjerne horisonter, skaber drømme, fanger mig i sit net og strammer langsomt snøren til... Nu er den der igen, den lille djævel på min venstre skulder, der puster og tramper og får min mave til at vende sig i fryd over minder fra fjerne steder langt herfra. Leger med tændstikker foran mit bål af udlængsel.

Den er en djævel, men jeg må bare leve med den i år. Det er ikke nok med en uge i Kroatien, hvor vi sipper drinks på (ja, hvor egentlig?) til at holde den i ave. I år må jeg glemme det, der bliver ikke vilde udsving.

I min verden er det ikke fair, men det er kun, når jeg står til regnskab overfor mig selv og mine egne drømme.

Damn.

Feministisk Hverdaglig Rygrad

Har lige afsluttet et - ground shakingly vigtigt - kapitel om feminisme i pensum i Politisk Teori. Møgvigtigt, i allerhøjeste grad undervurderet. Ikke i vores læseplan (måske med undtagelse af den manglende holdtime...), ikke i bogen... men i vores hverdag. Kapitlet har sat ord på mange af de ting, jeg har tumlet med i lang tid - om, at kvinder ikke skal sættes i den rolle, vi bliver sat i fra samfundets side.

Jeg ser ikke (alle) kvinderne i min familie som specielt frigjorte fra de sociale normer - de udfører det huslige arbejde (fair nok, min far tager sin del af det praktiske arbejde), men i min fars familie er mønstret klart inddelt i de traditionelle kønsroller, og jeg siger da ikke, at jeg ikke selv til dels lever i dem, og at jeg ikke kommer til at tage del i det - bevidst eller ubevidst - i fremtiden, men jeg kan være opmærksom på det. Jeg afskyr den måde at behandle kvinder på, og især at kvinderne lader sig behandle sådan - det er forståeligt, at de ældre generationer lever efter det; de er opvokset med det, men jeg gider sgu ikke. Sådan skal mit liv ikke være. Det må være løftet til mig selv.

Vi kvinder skal lad være med at pive og i stedet lave om på det, vi kan, på det personlige plan - insistere på selv at åbne døren, at betale regningen halvdelen af gangene. Jeg siger ikke, vi skal være stædige bare for at være stædige. Jeg siger, at vi ikke skal brokke os over at blive behandlet uretfærdigt, hvis vi ikke selv er klar til at gøre en forskel i vores egne liv - nej, man kan ikke konstant insistere på ikke at blive forskelsbehandlet: det kan ikke lykkes hver gang - men vi kan gøre en indsats!

Og når min familie indimellem ikke forstår mig, når jeg stædigt insisterer på at gøre tingene selv og ikke vil forskelsbehandles, må jeg tro på, at det, jeg gør, er rigtigt. Det er vel der, rygraden træder frem - når vi stædigt står fast, selvom nogle ikke forstår og gør grin. But when did I care about that? And why should you?

Siden Sidst

Der er gået lang tid, siden jeg sidst meldte mig. Faktisk mere end tre måneder.

De har været hektiske.

Jeg var i London en uge før, jeg skulle flytte, og tingene ramlede lidt for mig; min indre seksetagers faldt sammen. Den angst, der indimellem melder sig, kom snigende som en ninja i natten og tog mig i sin vold den weekend, selvom den sidste dag var kanon. Jeg forstår den ikke, angsten, eller hvad den nu er. Jeg ved bare, at jeg ikke finder bedre venner end mine to rejsekammerater, der var klar til at nurse og bære, gribe og lade gå. Hvis man kan klare Helvedesmette en hel weekend og stadig elske mig bagefter, er der ingen pris på den kærlighed - den forsvinder ingen steder hen.

Jeg flyttede weekenden efter med hurlumhej, fut i støvet og en ikke helt kendt familiesituation. Det gik rigtig godt, selvom jeg kunne se for mange muligheder i mit nye hjem og fortabte mig i dem for en stund, men skyggerne blev placeret. Billederne kom efterhånden op på væggen, Xhosamaskerne fra Sydafrika, mine Zhong Guo Jie fra Kina. Nescaféen på hylden, kidneybønnerne blev fundet i Løvbjerg, Fakta frekventeret, kammeratskab skabt og haven ryddet for diverse ukrudt - sådan da. Jeg elsker at bo her og kan stadig ikke forstå, hvor heldig jeg har været.

Statskundskab har været kaotisk, men jeg elsker det. Jeg elsker det, selv når jeg hader det. Selv når jeg overvejer, om jeg mon ikke burde have studeret medicin, elsker jeg statskundskab. Selv, når min veninde siger, jeg skulle have været jordmoder, fordi jeg spreder en ro omkring mig, elsker jeg statskundskab. Selvom tvivlen melder sig indimellem. Men det skal den jo nok et eller andet sted gøre.

Fik taget en stor beslutning baseret på en mavepine - meldte af som studentermedhjælper på China Explorer 2010, fordi jeg ikke følte mig godt nok behandlet; følte mig udnyttet; følte mig ikke hørt; er glad for, jeg sagde fra: jeg har det ikke skidt over det længere, og jeg beviste overfor mig selv, at jeg kan sige fra, selv i penible situationer. Men jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kom til Kina i år. Og nok heller ikke næste år. Der går nogle år endnu, men dét, der piner mig mest ved situationen er, at jeg ikke kommer ud på en længere rejse før om lang tid (næste år, måske). Og dét passer mig ikke. Det passer ind i en følelse af, at jeg længe har følt, at mange ting i mig, i den Mette, jeg levede lidt mere fuldt ud før i tiden, bliver holdt inde, holdt nede, holdt i baggrunden - jeg skal møde nogle flere mennesker, lære nye at kende, være omsorgsfuld, nysgerrig, U D F O R D R E T på et menneskeligt plan, lave noget frivilligt, arbejde med noget i fritiden, der interesserer mig. Åbne nogle døre, der ikke afslører, hvad der er bag dem. Bare videre. Hvis jeg ikke er i bevægelse, står jeg stille. Når alle andre så bevæger sig, bevæger jeg mig baglæns. Jeg må bevæge mig!

Og nu er vi så kommet over den nok mest frygtede tid på andet semester: vi har afleveret metodeopgaven, Louise og jeg! Det gik fænomenalt med at skrive den, og vi holdt et fint tempo og kunne langt det meste af vejen holde gejsten oppe. Og nu har vi afleveret den. Som de første på årgangen. I dag. To dage før deadline. Kan stadig høre Metodesørens "Whaaaat?!" på trappen. A w e s o m e. 30 sider, som vi er tilfredse med, hvor vi gjorde, hvad vi kunne. Done, baby, done. 7.499 ord. Og nu er der så to eksamener tilbage. Okay så. Hmm.... men det skal nu også nok gå!

Ellers har min knæskade irriteret en del. Den er blevet meget slem, har kølet lidt ned igen, men kan stadig ikke cykle eller gå op ad trapper, hvilket jo basically er pisseirriterende. Need. Rehab. Now.

Men jeg har det godt. Der er fart på. Jeg har det godt.

So What's New?

Andet semester er kommet i gang med fuld knald på fra starten, for kun at accelerere med tiden. Det er en udvikling, vi alle frygter; en frygt, der endelig bliver forløst til sommer, når det sidste punktum er sat i metodeopgaven, og vi venter på at skrige "Jaaaah!" udover de danske tage, når Selvbetjeningen bringer det glade budskab om endnu en bestået eksamen. Forhåbentlig.

Jeg er nu 23 år og to dage. But who's counting? Jeg har for første gang tjekket for rynker i spejlet og synes da, at de små fine smilerynker ved øjnene er lidt charmerende - de er beviser på tidligere glæde. Føler mig en anelse gammel, men hvorfor egentlig det? Jeg er jo kun 23, jeg har mere, jeg skal nå nu - men jeg er i gang med uddannelse, jeg har oplevet en masse og har en masse fantastiske oplevelser på bedding. Jeg er slet ikke i tvivl.

Jeg har accelereret marts måned, inden den allerede er begyndt. Jeg fik den første fødselsdagsgave torsdag, da jeg måtte undertrykke et glædesskrig de sidste ti minutter af mikroforelæsningen, men så blev glæder også sluppet løs. Jeg havde fået værelset, jeg havde været ude at se på onsdag aften og skal nu bo i et flot byhus med tre andre en lille spadseretur fra universitetet; jeg skal bo med trægulve, stuklofter, nyt køkken og to nye badeværelser, have, brændeovn, drivhus... charme. Jeg håber, at fællesskabet med de tre andre kan leve op til alle mine forventninger til det skønne hus - ellers er huset i sig selv jo ikke ret meget værd. Men Tvillingerne, som jeg bl.a. skal bo sammen med, virker rigtig flinke. Jeg glæder mig - selvom Lystrupvej har behandlet mig pænt, og jeg ikke er meget for at flytte væk fra Johanne.

Jeg skal også til London i marts med to veninder for at besøge en ven. Jeg glæder mig - men jeg får megatravlt (og jeg ved godt, jeg elsker at have travlt, men der må være en grænse - selv for mig).

Fremtiden kommer stigende med hastige skridt.

Den Indre Videnskabsspire Vokser

Stille tårer, der fyldte mine øjne, er så småt tørret ind. Har lige set et program om børns vilkår i Nigeria, i Akwa Ibom, hvor børn bliver brændt, tortureret, misbrugt - de frygteligste ting - af nære familiemedlemmer. Jeg forstår det ikke. Jeg var heldig at blive født på denne del af kloden, hvor familien er den største helligdom, som vi værner om. Måske virker det ikke altid sådan, men vi kunne ikke drømme om at sætte ild til vores børn på grund af overtro. Læg mærke til, at jeg ikke skriver blot på grund af overtro. Troen på hekse og magi og ikke-videnskabelige veje til at forklare fænomener i dén verden, der ligger så fjernt geografisk og mentalt, er så stærk i samfundet i dokumentaren, måske i den afrikanske region generelt?, at den indirekte giver befolkningen "lov" til at handle, som de gør. Det er en rationel tænkebane for befolkningen, og jeg skal ikke dømme, om den er bedre eller værre end den, jeg er opdraget med. For mig er den værre. Objektivt set, tja, fra et primitivt hulemandsperspektiv ville det vel være rimeligt dumt at slå sine efterkommere ihjel, men helt objektivt er verden jo ikke sort-hvid. Den er ikke god-ond. Det er noget, vi gør den til.

Jeg blev utroligt rørt af dokumentaren. Den handlede blandt andre om en lille pige, Mary på fem år, som var blevet forladt af sin familie, udstødt af lokalbefolkningen, mishandlet på alle tænkelige måder og afvist igen og igen af sin egen familie - lige nu har hun brændt sig ind på min nethinde. Hun smilede ikke, viste ingen tegn på noget som helst. Hun var numbed. Som om hun helt havde opgivet af leve - og her er det ikke leve på "at rejse er at leve"-måden, men på den måde, hvor man på enhver tænkelig måde skal holde sig i live, uanset om der er en imorgen eller ej. Hendes øjne brænder stadig i mine.

Præster over hele Akwa Ibom, ja, nok hele Nigeria og sikkert også bredere end det, brugte religionen som undskyldning for at torturere disse børn, for at misbruge dem. De talte til kameraet med stor overbevisning - ingen tvivl om, at de troede på det, de lukkede ud. De holdt otte børn fangede, forsøgte at uddrive de onde ånder. Den mandlige præst fortalte, at en otteårig pige var heksedronning, men at han med Guds hjælp havde fået fjernet hendes usynlige krone og undermineret hendes magt, og at de siden havde haft et bånd imellem dem. At hun nu sov i hans soveværelse, fordi de var uløseligt bundet sammen. Pigen stod i hjørnet med frygt og billeder af grusomme oplevelser, jeg end ikke kan forestille mig, prentet i øjnene.
Det er noget af det, jeg aldrig lærer at forstå. Jeg vil ikke støde nogen, når jeg siger dette, men for mig at se, bliver religionen ofte brugt som en undskyldning - nogle lever under forhold, der gør, at de bliver nødt til at tro. De er opdragede til det. Andre, fordi det er dybereliggende, latent, kulturelt eller måske endda bekvemt. Men at religionen overtager hele deres liv, og at de endda vælger at følge den, selvom den stempler deres afkom som udskud, som hekse, som Satans håndlangere og slår hånden af dem - nogle gange bogstaveligt - dét forstår jeg ikke, og jeg lærer nok aldrig helt at forstå. Jeg vil måske en dag kunne opnå en forståelse for det, og tro mig: det vil jeg gerne opnå, forstå hele den mekanisme, der ligger i religionen, nødvendigheden for at opretholde den; men bottomline er, at jeg aldrig nogensinde vil kunne acceptere den.

2009 har på mange måder handlet om skellet mellem videnskab og religion for mig. Jeg har endelig, efter flere års uforklarlig tøven, meldt mig ud af den danske folkekirke. Jeg er ikke engang kulturkristen - jeg kan se det fornuftige i de ti bud som guidelines, men religionen i sig selv er et tabu for mig, selvom jeg nyder diskussionerne, der hyppigt forekommer om dens rolle. Nogle læner sig blindt op af den. Den eneste, jeg tror på, er mig selv. Kun jeg bestemmer min skæbne, mens andre har stor indflydelse på den. Men valget; det er mit! Jeg føler mig mere fri, mindre hyklerisk - men det har jeg berettet om før. Måske gør jeg det en dag helt og fuldt, for der er mange ting, jeg endnu ikke har fortalt, og mange ting, der endnu er uafklarede selv for mig. Men året bød også på en stor mundfuld videnskab for mig, da jeg startede på statskundskab, og det har kun gjort mig mere kritisk overfor tro og overtro (som i min verden er det samme). Hvorfor skal jeg belønnes af en Gud ved at blive født i verdens åbenbart gladeste land, når mange lider så forfærdeligt? Hvorfor skulle Skæbnen være forudbestemt? Nej, jeg køber den ikke. Tilfældighederne råder i livet, og vores opgave er ikke at tolke dem ind i et stort, holistisk net, der forklarer livets genvordigheder og giver os løsninger. Vi må bare leve med livet, som det er - der er ingen smutveje, ingen klare retningslinier, intet rigtigt, intet forkert; kun i forhold til subjektive opfattelser.

Du er velkommen til at være uenig. Jeg ændrer ikke mening - den er nemlig også rodfæstet i mig - og så er jeg vel i princippet ikke bedre end den nigerianske befolkning med deres overtro?

Limen, Der Holder Os Sammen

Styrke. Det slog mig pludselig, tanken, overvejelsen. Hvad er styrke? Hvordan er styrken?

Overvejelsen gik på, at styrken ikke kun er umiddelbar, i situationen. Den findes ikkun i nuet, ikke indenfor et endog bredt favntag - her findes den også, men er den måske mere et spørgsmål om mange ting? - selvtillid, nattesøvn, selskab, dagens gang...

Men styrken findes også i det lange løb. Den er også styrken til at samle tråden op, når du har tabt den - selvom den synes fortabt, selvom den måske er udenfor umiddelbar rækkevidde og ikke kan nås på en time, en dag, en uge... Styrken er at bounce tilbage, selvom håbet er sort. At holde fast.

Man kan altså godt være stærk, selvom ens verdens smådele til tider krakelerer og ødelægger det aldrig fuldendte billede. Livet. Modstand gør stærk. Meget modstand gør meget stærk.

The Sweet Wouldn't Be As Sweet Without The Sour. Men man ser aldrig styrken, man smager den ikke. Men man ser på et tidspunkt forårssolen bryde igennem med sine allerførste stråler efter en kold, mørk vinter.

Og det er vel også okay?

Åh, at føle sig ung.

Til tider besværet af livets store spørgsmål. Til tider består verden af "sort" og "grusom", til tider består den af en lyseblå himmel og sommerfugle baskende med titusindfarvede vinger. Til tider at finde balancen, til tider at drukne og se al lys forsvinde, mens du klynger dig til mindet om dagens lys og morgensolens stråler, før du mindes om, at der desværre er endnu en dag. Før du mindes om, at der heldigvis er endnu en dag og én til, og at lyset altid bryder igennem til sidst.

Åh, at føle sig i live.

Spontan hygge med en veninde, man ikke har set i lang tid og alt for sjældent, at trække huen ned over ørerne og føle sig uovervindelig, at høre sneen knase under støvlerne, fnuggende danse om dine ører, føle et smil brede sig fra navlen og ud i atomiske dele af din krop. Jeg føler mig sjældent så levende, som når jeg småløber for at nå bussen. Som når jeg bliver en halv time ekstra for at se slutningen af programmet. At tage chancen og ikke tvinge mig selv til at lytte til fornuftens stemme, der siger "at det nok også er bedst at tage hjem nu. Du skal jo læse i morgen!" Nogle gange bare lytte til maven og lysten og blive. Og fornemme fnuggende danse og småløbe efter bussen, fordi man blev. At vågne op sent næste formiddag, fordi du i stedet for at være fornuftig og gå glip af, så skøjtede på støvlefødder midt om natten og havde a walk to remember. En ganske uinteressant beslutning, måske, men et skridt imod at tage en lille chance og lade den brede sig, et skridt imod at være mere tro mod sig selv. At være mere modig. At gøre, hvad man i virkeligheden har lyst til.

Det skal det nye år dedikeres til.

At føle sig i live, at tage chancer.

Åh, at føle livets pust.

The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour

Der har i længere tid luret en sky over mit hoved. Nogle dage var den violet, andre dybt dybt mørkblå, ofte grå og kedelige. Skyen har været svær at skille fra vinterens grå toner, og jeg har til tider tvivlet på, om det bare var ren indbildning.

2009 har budt på rigtig mange ting; jeg har været studentermedhjælper i fire hektiske uger på højskolen, så højskoleelev, så yngste deltager i undervisningsprogram med afsluttende konference i Polen, selvstudium i Mat B, et fænomenalt højskoleophold, der åbnede nye horisonter og skabte nye venskaber, som synes at have været der for evigt; året bød på en fantastisk tur til Sydafrika med min zebrasøster, et sølvbryllup, et rigtigt bryllup med al den romantik, der hører til og lidt ekstra; en flytning, en ny by, et studium, en ny start på livet. Jeg vidste, at især den sidste del ville blive svær, og at skyerne nok ville samles indimellem over mit hoved, og det kan da heller ikke undre mig, at min himmel til tider ikke var domineret af blåviolette drømmeskyer og regnbuer. Det har været sjovt, men det har også været hårdt. Livet kræver tilvænning, kræver, at man lærer at håndtere sine frustrationer og ikke lader dem tage kontrollen med glæden, kræver, at man finder glæder også i de små ting - dette kommer dog helt naturligt. Århus er en ny begyndelse, et nyt liv, og det kræver tilvænning - but who am I kidding? I love it! Hvis livet bliver en dans på roser, begynder jeg ubevidst at lede efter tornene. De skal være der, ellers er det for nemt at leve, og taknemmeligheden eksisterer sjældent... The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.

I dag havde jeg et vendepunkt. Jeg ventede på bussen i vinterens kolde solskin med skarpe stråler, der skærer sig ind i hjerten og oplyser sjælens dunkle kamre. En stor fugl fløj hen over den travle trafik. Den tabte sit bytte: et agern eller lignende. Den gav ikke op, men fløj en runde, landede, genfandt sit bytte og fløj uhindret videre - som om intet var hændt, men muligvis lidt klogere. Da gik det op for mig, at det er dét, jeg må gøre for at flygte fra de dunkle skyer - jeg må samle mig selv op og komme videre. Sætte det ene ben før det andet. Pick it up and move on. Ligesom fuglen.

Because The Sweet Ain't As Sweet Without The Sour.