Alea Jacta Est

Der Er Håb. Der Er Kærlighed. Der Er... Ikke Noget, Der Mangler!

Kærlighed.

Kærlighed i sin reneste form er højskolen. Jeg elsker dem. De elsker mig. Circles never end.

Der er min familie. Der er Kamilla, Linette, Q, Lwazi, Louise, Christina, Mette, Mette (!), Mette (!!), Jelena... mange andre. Nogen nævnt, ingen glemt. That's love.

Kærlighed til livet i sig selv, kærlighed til finurligheder, til latter, til indforståede jokes, til tvivl, til tårer, til kærligheden selv.

Håb.

For fremtiden. For uddannelsen, for Århus, for at det er det rigtige valg, jeg har taget (der er faktisk overhovedet ingen tvivl whatsoever). Håb for, at jeg finder et (fedt) sted at bo.

Det, Der Ikke Mangler - lige præcis det, der ikke er der!

Og nu til det, jeg egentlig ville berette om... for når man siger håb og kærlighed, glimter troen i sit fravær. Og det har den gjort længe.

I mit femtende leveår blev jeg konfirmeret. Jeg husker indædt den tanke, jeg havde, før vi hver især trådte ind ad kirkedøren for at tage del i et oldgammelt ritual... min sidste tanke var, "tror jeg nu også på det her?" Og jeg tog beslutningen, at det gjorde jeg vel nok... retfærdiggjort af en fin frisure, en speciel kjole, en stor fest... alle vil så gerne være anderledes, men her gemmer jeg mig måske lidt rigeligt i mængden - det handlede lidt om en fest, en del om forventninger og meget om den første, store sorg. Intet andet. Om et umiddelbart behov, ikke om tro.

Siden har jeg taget større og større afstand fra kirken og kristendommen. Fra gamle ritualer. For forklaringer på ting, der ikke kan forklares. Man skal T R O for at være kristen, tro på at alt det hurlumhej, på Gud, på Jesus, på alt det... og det gør jeg ikke. Jeg hører ikke til i kristendommen, den hører ikke til i mig. 

Siden jeg var 17 har jeg haft blanketten til udmeldelse liggende, men mit mod blev ikke helt mødt dengang, og jeg gjorde ikke nok for at trænge igennem. I denne uge havde jeg endnu en religiøs diskussion med Kamilla, som kender til emnet, og som udfordrer mig og mine fordomme, hvilket jeg ikke kan takke hende nok for. Men da blev det pludselig for meget. Den stærke følelse af, at jeg var en hykler, trådte frem i dagens lys igen. Pludselig havde jeg skrevet en email til præsten, pludselig havde jeg min mor i røret, pludselig stod jeg med min dåbsattest i hånden. Nu ligger den i en konvolut. Jeg glæder mig, til jeg skal smide den i postkassen hos præsten. Befriende.

Men fordi jeg (snart) ikke længere er medlem af folkekirken, betyder det ikke, jeg ikke har tro - jeg tror skam på mig selv! Den gud, jeg ikke tror på, skal ikke brolægge min vej - det skal jeg nok selv. For jeg bestemmer selv, hvor jeg vil hen.

Mine elever i Kina spurgte mig engang:

"Do you believe in God?" 

"No." 

"What do you believe in?" 

"I believe in myself."

Og dét er til gengæld ikke blevet mindre sandt i løbet af årene...

Don't roll the dice if you can't pay the price.

Alea Jacta Est.