Jeg hader

I et specielt surt humør på en almindelig skøn forårsdag

Jeg hader, at jeg ikke har tid til det hele
Til at høre græsset gro
to stop and smell the flowers

Jeg hader, at jeg skal til eksamen
Jeg hader, at jeg ikke kan være med i spotlightet fredag
At jeg er milevidt væk fra spotlightet fredag, så langt, at jeg ikke engang kan se det
Jeg hader, at min højskoletid bliver afbrudt
Jeg hader, at jeg selv har valgt, at den bliver afbrudt

Jeg hader, at jeg selv synes, jeg kan, skal og bør løse alle problemer selv
At alle andre synes, jeg kan, skal og bør

Jeg hader, at man ikke respekterer mig
Jeg hader, at der er kulturer, der opdrager mænd til ikke at respektere mig
kun på grund af mit køn
Jeg hader, at jeg ikke kan sætte navn på ham, der irriterer mig

Jeg hader, at man forventer, jeg kan mindre

Jeg hader, at man ikke regner med, jeg er mere

Jeg hader, at man ikke ser alle sjælens farver

Jeg hader, at JEG ikke ser alle sjælens farver

Jeg hader, at jeg ikke har nok tid
Jeg hader, at tiden ikke spørger om lov, før den går sin vej
Jeg hader, at den ikke spørger mig

Jeg hader, at tiden stadig går, når jeg vil bure mig inde i mit sorte hul
Jeg hader at tænke på tid og lektier, når jeg vil være alene
Jeg hader ikke at tage hensyn til mig selv, selvom jeg ved jeg bør

Jeg hader, at jeg er egoist
at jeg lyder selvcentreret

Jeg hader ikke at kunne se det positive i noget i dag
på en ganske almindelig skøn forårsdag
hvor alt omkring mig er vidunderlig

Englen på den ene skulder og djævlen på den anden...

Nogen gange må man prioritere. Det er jo ikke noget nyt. Men hvor kan det dog være svært.

Måtte i sidste uge prioritere matematikken og min egen snotnæse, da valget stod mellem dét og at være social med de andre på højskolen... jeg er i forvejen grundigt træt af matematikken, da jeg har måttet aflyse SÅ mange timer og andre finurligheder til f0rdel for differentialkvotienter og andengradspolynomier, og mens jeg i forvejen står i lighedstegn op til ørerne, annoncerer min - på det tidspunkt - højt uelskede lærer, at vi forresten har en terminsprøve lige om lidt... hvilket så smider mig ud i fem dages intens studeren fra halv ti til halv elleve samt prioriteringshelvede...
Jeg finder så også ud af, jeg er gået glip af en alletiders klatretur med friluftsholdet, mens differentialdæmonerne griner mig lige op i ansigtet... life is so unfair, men jeg har jo selv valgt det! Og det sjove er, at jeg ikke fortryder min prioritering - it must be done, jeg SKAL lave matematik... sådan er det. Det er ikke sjovt at føle, jeg går glip af en masse på højskolen, men det er nu engang de krav, jeg har stillet til skolen - og ikke mindst til mig selv. Nogle ting vil jeg ikke give køb på, selvom jeg føler, jeg ikke altid kan nå at gøre det hele lige så godt, som jeg gerne vil. DET er til gengæld en følelse, jeg hader, men det har nok noget med mit selvbillede at gøre snarere end matematikken: jeg vil gerne se mig selv i øjnene og kunne sige, at jeg gør noget for tingene og ikke går ind i noget med et halvt hjerte, jeg hader at springe over, hvor gærdet er lavest... men man kan jo ikke få det hele! (bare for at smide endnu en gennemtærsket kliché ud i verden!)!

Og har også måttet lave en anden, stor prioritering i mit liv: jeg skal jo flytte til sommer. Og jeg har besluttet mig for, hvilken by det bliver. Århus, here I come. København er superfed og har hundrede procent alt, jeg leder efter, men Århus har det bedste institut for statskundskab. Og igen: jeg vil gerne gøre mit bedste, det er mit evige løfte til mig selv.