På mange punkter kan jeg ikke overskue at skulle sige farvel, for - let's be honest - der er mange af the foreigners, jeg ikke ser igen, og dem, jeg gør, ser jeg ikke foreløbig (med undtagelse af sydafrikanerne...). Det er svært at tage ind, at overskue, for disse mennesker har været mit liv de sidste fem måneder - vi har set hinandens mærkeligste sider og accepteret som bare pokker, at vi er forskellige! Jeg har aldrig mødt en gruppe, hvor jeg faktisk har kunnet lide alle - jeg har set nuancerne hos alle og ikke kun et lille udsnit af deres personlighed, og det gør det nok bare en del nemmere at elske folk. Men også en del sværere at sige farvel. It's gonna be so empty.
Vi tuder i hjørnerne og også i fuld offentlighed, når tanken bliver for meget. I formiddags havde vi den sidste Morning Singing, og jeg måtte kæmpe mod tårerne langt hen af vejen, før jeg bare gav slip. Vi fik nogle meget pæne ord fra Anders på lærernes vegne, en advarsel om de næste dages følelseshelvede fra Louie, en reminder fra Q og Mugisa. Hårdt at se Q bryde sammen, hun betyder meget for mig. Forsøgte senere at holde tårerne i skak, men så begyndte Pio højlydt at hulke... when big boys cry, a storm breaks out.
Jeg har ikke lyst til at tage herfra, at sige farvel - jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg skal til Sydafrika (det er ikke rigtig gået op for mig endnu), jeg glæder mig sindssygt til at få mit eget sted, mit eget hjem, mine egne regler i Århus og et superfedt studie, men jeg kan ikke overskue tanken om at sige farvel til disse skønne mennesker. Forventninger om tusindvis af tårer i morgen ødelægger humøret i dag en smule. Den grimme fornemmelse i maven bliver værre og værre indtil den i morgen får sin forløsning.
And when the big boys cry, a storm breaks out.
Tomorrow they will.
